lørdag den 20. december 2014

Om et tilbageblik en aften

(d.21 september 2014) 
Søndag aften var vi spændte. Nervøse. Glædede os helt vildt, men vidste samtidig overhoved ikke hvad vi skulle tænke om det hele. Vi ville få nøglerne mandag morgen kl. ni, og derefter var den vores, den lille hule. Jeg tog til forelæsning kl. otte, fik med nød og næppe registreret mit fravær lidt i ni, og spurtede derefter så hurtigt cyklen ville køre mig. Og følelsen af at komme ind i MIT hjem ramte mig allerede fra opgangen af. Kunne bare mærke at det var helt rigtigt. Op og ind i lejligheden hvor K mødte mig med det største smil og et sæt nøgler og et kys. Så skulle han på arbejde, og smuttede derfor og efterlod mig alene i det store tomme rum. Hold kæft hvor var der pænt. Jeg smed mine ting og hoppede med det samme op på køkkenbordet, hvor jeg bare sad og kiggede. Mit. Vores. Det var slet ikke til at forstå. 

Klip til idag: 

(d.20 december 2014) 
Klokken er ti minutter i ti og jeg sidder præcis samme sted, som den dag. Der er sket så meget, ved slet ikke hvor jeg skal begynde. Der er gået tre måneder og vores lille kærlighedshule er færdig. Færdig på den måde at gulvene er blevet slebet, væggene er blevet malet. Færdig på den måde at vi har fået lavet vores helt eget ‘hjemmelavede’ skideflotte køkken. Færdig på den måde at toilettet har været igennem den vildeste forvandling, så det nu afspejler os fuldstændig og er så perfekt det overhoved kunne blive. Færdig på den måde at alt er indrettet med vores møbler, vores køkkenting og vores billeder og hylder på væggene. Færdig på den måde at vi først flyttede alle K’s ting, og nu også har flyttet mine. Bare fuldstændig færdigt. Og jeg sidder igen alene og kigger på det fantastiske sted vi har bygget og skabt sammen. Alt er nøje udvalgt og tænkt over, fundet på loppemarkeder i sverige, arvestykker og bare helt plain ikea. Men det er perfekt, intet mindre. Og på den ene side som jeg havde forestillet mig, og på den anden side så langt fra det overhoved kunne komme… 


Nu starter en ny epoke, og jeg kan slet ikke vente med at komme igang.  


onsdag den 8. oktober 2014

Noget om en jeg har set

Jeg observerer en pige der ligner hun har styr på det; smuk, klog, betænksom. Men anderledes. Hun griner ikke af de andres jokes. Hun er eftertænksom på en måde, der er for meget. Hun prøver ikke at være noget hun ikke er. Hun er sig selv, på godt og på ondt. Hun er udenfor; sin egen, mærkelig, ordkløver, synes det er vigtigt at rette. Tingene skal være rigtige. Jeg observerer hende som hun sidder der. Hun beder om en vegetarret, og hvisker til mig efterfølgende at hun slet ikke er vegetar, men at hun bare foretrækker grøntsager frem for kød. Når hendes mad ankommer, spiser hun ikke rigtig noget. Hun er hamrende tynd. Hendes håndled og overarme ligner en 10 årigs. Men hun virker kvikkere end det. Hun virker ikke som pigen der sulter sig selv, selvom det desværre er den første og mest åbenlyse reaktion man får, når man observerer hendes udseende. Jeg mistænker hende med det samme for, at hun kun spurgte efter vegetarretten fordi hovedretten er lasagne. Som jo er fyldt med ost og alle de farlige ting. Men i virkeligheden kender jeg hende ikke. Jeg observerer en pige, som jeg ikke har snakket med ydereligere, men alligevel godt kan skrive en længere historie om, hvis man hiver fat i alle de dømmende, generaliserende, umiddelbare karakteristika om et andet menneske. Det er det nemmeste at gøre, det kan alle. Men nu sidder jeg tilbage med en følelse af ikke at ane hvem hun er. Hvad er hendes historie? Hvorfor er hun som hun er, hvad føler og tænker hun? Det er nemt at digte sin egen historie, men kunsten ligger i rent faktisk at få den rigtige og ærlige.



Noget om noget metrisk

Det er kun når min computer er slukket jeg får lyst til at skrive.

Bliver inspireret af menneskerne, lydene, omgivelserne og digter og digter i hovedet.

Men når computeren åbens, og den blanke tomme sidde blænder mine øjne sker der ingenting.

Hjernen arbejder på højtryk, men fingrene vil ikke producere noget.



Bare nogle kunne komme derind og se hvordan alting i virkeligheden er.

tirsdag den 7. oktober 2014

Om en aften langt væk

Alle jeg kan se -
vil jeg ikke være.
Ikke én.
Alle typer, alle måder, alle alt.
Nej.
Og så sker det igen -
tænker for meget,
spekulerer.
Overvejer, opvejer, sammenligner.
Ingen er noget, men alle er alt.
Og hvad så? 
Hvilket skridt tager man så,
hvor går man hen og mener noget.
Svært at distrahere fra det,
man synes er irriterende.


onsdag den 3. september 2014

Om L

Min baby

Jeg kan høre hendes hulken på den anden side væggen
der føles så tynd, som sad hun lige her.

Det gjorde hun før- men der holdte hun det tilbage,
det eneste der afslørede hende, var den rystende stemme
og de slørede øjne.

Hun kiggede på mig og ledte efter svar,
og jeg så kun mig selv, sidde lige der.
Som kiggede jeg mig i spejlet og mærkede præcis
hvordan det føltes at være i hendes sted.


Om en dag

Sidder blandt fremmede 
der ikke burde være det
en del af en mængde 
hvor jeg ikke hører til 
alligevel nyder jeg,
at sidde der 
blandt de fremmede 
og være en af dem, 
bare et øjeblik. 

Men lydende bliver højere 
stemmerne insisterende 
og jeg ved ikke hvad jeg skal sige
eller hvad jeg skal gøre eller 
hvad jeg skal svare på. 
Og de fremmede vil mere 
end bare at være dem selv -
de vil noget med mig, og jeg vil bare 
være mig. 

De vil ha' jeg bliver en del af dem 
en del af den mængde, 
jeg synes er så svær
så larmende og overfladisk 
og faretruende stor, og jeg sidder
der blandt nogle jeg egentlig burde kende.
Være lige som dem
uden egentlig at være det
bare et øjeblik. 

søndag den 31. august 2014

Noget om at nyde at sidde alene

En torsdag formiddag sidder jeg alene på en cafe. Jeg har ikke hele tiden været alene, men lige nu er jeg det. Det føles dog ikke sådan. Det myldrer med folk omkring mig. Snakken rammer mig alle steder fra.

En insisterende hamren bag mig,
en grønthandlers salgstale
en baby der ikke vil sidde med sele på
og en hund der gør et stykke væk.

Stemningen smitter. Den er let.
Det er slut august måned, vejret er mildt, solen skinner og ingen blæst. Jeg sidder udenfor, alene, og jeg nyder det rent faktisk. Der er noget spændende over bare at sidde og lytte til de andre menneskers samtaler. Alle har hver deres små problemer, der pludselig bliver kæmpe store, når de kommer på tale.

Og pludselig er der gået en time. Jeg samler mine ting, rejser mig og går smilende derfra.

Om at bekymre sig om, om man bekymre sig nok

Det overfladiske tiltaler mig ikke. Jeg mister interressen, fortrækker stilhed frem for ligegyldig snak.

Jeg bliver træt af at høre den samme historie fra et nyt ansigt igen og igen, har svært ved at holde koncentrationen.

Er jeg forkælet? For vandt til, at få den opmærksomhed.
Tænker; der mangler noget dynamik! Måske det bare er en dårlig undskyldning.

Jeg er bange for at blive en del af mængden, bange for jeg ikke skiller mig ud. Bruger tid og energi på at huske, ikke at være som de andre.

Måske jeg bare skal slappe af, bruge den energi på noget mere konstruktivt; rette fokus ud i stedet for ind - være interesseret i andre, være opsøgende.

Måske netop dét vil skille mig ud fra mængden, helt uden at jeg skal prøve så fandens hårdt.

mandag den 11. august 2014

Om et moment

Jeg mærker hvordan han søvnigt vender sig rundt i sengen, hans hænder vandrer efter mine hofter under dynen. De stærke arme trækker mig tættere på hans. Min nøgne ryg mod hele hans krop, jeg mærker hver en muskel, hvert et åndedrag, så tæt på mit øre. Varmen fra hans krop smitter til min, hans hænder er overalt på min krop. Så falder de til ro, omfavner mig så trygt, at det gør ondt. Og langsomt kan jeg fornemme hans åndedrag blive tungere, han falder i søvn med en hånd på mit bryst og jeg kan heller ikke andet end at lukke øjnene i og drømme mig væk i kærligheden.

torsdag den 31. juli 2014

Om at lykkedes!

Tilbage i marts skrev jeg et indlæg med overskriften; "Noget om lykke i bælgmørke" Det lød sådan her:

En aften, lige ind jeg falder i søvn, tænker jeg på hvor opløftende fremtiden er.

Jeg har netop, for få timer siden, fået noget spændene, frygtindgydende og angstprovokerende sendt ud i den store verden, og så kan man ikke andet end at håbe fra nu.

I virkeligheden burde jeg være træt og udmattet, oven på dagens begivenheder, og tiden taget i betragtning.

Men jeg ligger med lyset slukket, bælgmørkt, og smiler stort. Jeg er meget lykkelig, netop i dette moment, denne aften, i denne seng.

Det der var så spændene, frygtindgydende og angstprovokerende er nu blevet virkelighed. 

En dag i juli får jeg nemlig en mail, der fortæller, at det er lykkedes. En mail der bekræfter mig i, at jeg i princippet ved hvad jeg skal fra nu og de næste 5 år frem. Det gør mig så uendelig glad, men også forvirret og bange. Tænk det lykkedes. Tænk jeg kunne? Mig, helt selv. Jeg er stolt af mig selv. Det er længe siden, at noget er lykkedes på den den måde.

Noget om en smuk mand

Da K skal til at gå en morgen, kan jeg mærke det begyndende savn, allerede mens vi stadig ligger i sengen. Det er en rigtig dårlig evne jeg har. Jeg bliver klistret og skal helst ligge med arme og ben rundt om ham, de sidste ti minutter inden han rejser sig og begynder at tage tøj på. Heldigvis har han det på samme måde, det er i hvert fald hvad han siger til mig.

Efter at have nydt at se ham klæde sig på, forsvinder han ud på toilettet nogle minutter for at børste tænder. Da han kommer ind igen, sætter han sig på sengen og kysser mig. "Vi ses snart" siger han.
Jeg hører ham gå ned af trapperne og ud af hoveddøren. Jeg rejser mig fra sengen og går ud på terrassen for lige at have ham et minut mere.

Der står han og låser sin cykel op. Smukke mand, med de flotte brune øjne og det halvlange pjuskede brune hår. Nu har han taget solbriller på, og er i gang med at tænde en cigaret. Jeg kan ikke lade være med at fløjte så han kigger op, og med det samme han ser mig, smiler han.

Så hopper han op på cyklen og vinker en enkelt gang. Og så er han væk.

Om unødvendig bekymring

Jeg vågner allerede klokken lidt over fem.

Min første indskydelse er, at jeg vågner fordi der er for koldt i værelset. K og jeg lod altandøren stå åben i går aftes, men nu er det alt for koldt.

Men som jeg langsomt kommer til mig selv går det op for mig, at jeg hverken vågner fordi det er for koldt, eller fordi jeg ikke er træt mere, men fordi der sidder en lille prik af uro inden i min krop, der ikke kan holde den i ro.

Jeg sætter mig op i sengen, prøver at finde ud af hvad prikken betyder. Jo mere min hjerne vågner, jo større vokser prikken sig. Og pludselig ved jeg hvad jeg spekulerer over;

Hvorfor er L ikke kommet hjem?

Jeg står ud af sengen og går ind på hendes værelse. Lyset er stadig tændt. Vinduet åbent. Fuglene udenfor er så småt ved at vågne også, og deres kvidren bliver højere og højere. Hvor kan hun være?

Ud på gangen igen, ned af trappen. Der står hendes hvide nike sko. Er hun i huset? Prikken bliver større, bekymringen vokser i min trætte krop. Er det for meget at ringe til hende? Jeg kender godt svaret, og beslutter mig for at gå tilbage i seng.

Oppe på værelset ligger K og sover trygt. Synet beroliger mig lidt, men jeg kan ikke falde i søvn. Nu er klokken snart halv seks. Min krop føles stiv og min vejrtrækning virker som om den kører sit eget liv.

Hvad hvis der er sket hende noget? Hvad hvis hun var på vej hjem, men nogen ville hende ondt?
Tanken gør så ondt, at jeg ikke kan kan lade være. Jeg tager min telefon, skriver "Kommer du hjem og sover?" Ventetiden derefter er enorm. Næsten endnu værre end før, nu er der chance for at hun aldrig svarer, og at mine bekymringer bliver virkeliggjort. Men et minut efter svarer hun; "Nej, sover hos C. Godnat" 

OG med ét slipper hele min krop den, efterhånden store prik og jeg for kontrol igen. Selvfølgelig sover hun der. Når det står dér, på skrift og er bekræftet, giver det så meget mening. Men min hjerne kan ikke selv rationalisere. Pokkers.

Mine øjne bliver med det samme tunge, jeg vender mig om mod K og falder i en tryg og drømmefyldt søvn.

onsdag den 16. juli 2014

Om at være for lykkelig

Tidligere i dag står jeg i en boghandler. Jeg kom for at finde en bog, men den er udsolgt. Jeg kigger de andre bøger igennem og falder over én, der hedder noget i retning af at være for lykkelig. 

K og jeg snakker tit om, at føle man har det for godt. Det lyder dumt.

Men følelsen af, at man står i gæld til livet. At man ikke har fortjent det. Hvorfor har man det perfekt? Hvornår går det den anden vej- hvorfor er jeg aldrig ked af det?

OG SÅ begynder hjernen at køre ud på et sidespor, så bliver små ting pludselig meget store, alt for store. Og ting bliver uvirkelige…

Det er vigtigt at værdsætte alt det gode, vi er fandme priviligerede (siger jeg til min hjerne, og den forstår det jo godt, og så alligevel et øjeblik efter styrer den igen)

Det lyder så dumt. Jeg føler mig virkelig FOR lykkelig.

mandag den 14. juli 2014

Noget om regn



En morgen vågner jeg og kigger på uret. 09.30. Jeg plejer altid at have en idé om, hvad klokken er når jeg vågner, men denne morgen er jeg lidt omtumlet og overrasket over tiden.

Jeg sætter mig op i de hvide dyner, har lyst til at blive liggende. Der er helt gråt i værelset, jeg kan høre en svag summen nedefra. Der er nogle hjemme. Det regner. Det regner som i en regn, der vil blive ved hele dagen, men jeg synes nu det er meget rart. Så er det okay at ligge sig tilbage og drømme lidt endnu.

Jeg beslutter mig for, at jeg senere vil gå ud i det, gå en tur og nyde det. Jeg skal også hente en pakke.

søndag den 13. juli 2014

Om tiden der går

Det skal ikke være et press at skrive herinde, det er det heller ikke, men det må det ikke blive. 

Flere gange har jeg åbnet op for den blanke side, skrevet nogle linjer, for så at fortryde og slette dem igen. Der er sket meget de sidste par måneder, og samtidig er alt præcis det samme.

Tiden går og går og går. OG JEG SKAL FLYTTE SAMMEN MED MIN STORE KÆRLIGHED.

K.

Jeg tager mig selv i at tænke; "jeg elsker ham mere for hver dag der går". I dag var jeg lige ved at græde, blot ved tanken om hvis han ikke var her. Eller hvis han pludselig indser, at det ikke er mig han vil have? Jeg er afhængig af det, af ham, af det vi har, nu. Ingen vej tilbage. Og nu skal vi skabe noget sammen. En redde, et hjem - vi har købt en grå sofa og 6 spisebordstole der står ude i det lille røde hus og venter på vi flytter ind og jeg glæder mig. Helt ind i hjertet.

onsdag den 14. maj 2014

Om noget der er svært


En mandag aften ved jeg ikke hvad jeg skal stille op. 
K's lejlgihed er fyldt med mennesker. Som jeg jo godt kender. 
Men pludselig føler jeg mig uendeligt udenfor, 
og ser det ikke som noget mulighed at komme ind igen. 

Og det værste er næsten, at det hele forgår oppe i mit eget hoved.

Men de snakker om Noma og dyre restaurenter de lige har spist på, 
om vinen og menuen og deres jobs og biler og sommerhuse og de 
er alle fem-ti år ældre end mig og jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. 

Jeg ved ikke hvor jeg skal stille mig, eller hvad jeg skal sige. 

Jeg vil så inderligt gerne. For K- jeg kan jo se hvor meget kan nyder det, 
hans venner. Og jeg føler jeg prøver men jeg ved jeg ikke gør. 
Og "jo, de ER jo søde, jeg kan sagtens se det" siger jeg til K, 

og føler mig til grin, som en lille pige der er til fest med de voksne, 
som fluen på væggen der aldrig bliver mere end det. 

Og når vi så ligger i sengen om aftenen, rammer skuffelsen over mig selv,
skyldfølelsen, og ærgrelsen mig og så bryder det hele sammen. 

Hvorfor skal jeg være sådan? Hvorfor kan jeg ikke slappe af, snakke, 
konverserer, være mig selv som alle de andre? 


Om at M endelig er hjemme.

Klokken lidt over ni står jeg ud af K's seng og tager tøjet på fra i går. Jeg går ned i gården, krydser den og ud på villavejen. Jeg har planer om at gå rundt i dag. Det regner og er gråt, jeg er efterhånden ved at være godt træt af det.

Efter et hurtigt besøg i en butik inde i kaoset og larmen går mine ben med hurtige skridt mod M's nye lejlighed. Jeg har købet en indflyttergave til hende. Så god at jeg selv ville beholde den hvis jeg kunne, jeg håber hun bliver glad for den.

Jeg ringer på dørtelefonen og efter et par sekunder hører jeg hendes søde velkendte stemme og den smule nervøsitet jeg har samlet mig er med ét forsvundet. Jeg skynder mig op af trapperne, tager to trin af gangen og ender i endes favn.

Og så er alt som det var engang, vi snakker om hendes nye hjem, drikker kaffe og diskuterer fremtiden.

Det er uendeligt dejligt at have M hjemme igen.

Noget om K

Jeg ved ikke hvad jeg skulle stille op hvis K ikke passede på mig.

Han redder mig, beskytter mig og elsker mig ubetinget.
Når jeg er uendelig lykkelig, og når jeg græder og græder og græder
og er så langt nede at jeg aldrig tror jeg kan stoppe igen,
    - holder han om mig, smiler og gør alt bedre.

Han forstår mig og acceptere mig så meget at jeg føler mig uendeligt tryg.

Hvis jeg bare har én eneste negativ tanke jeg ikke deler med ham,
føler jeg en form for skyldfølelse og har kun lyst til at dele og fortælle,
så vi begge er i mit hoved og det ikke kun er mig.

Eller hvis jeg glemmer at fortælle ham hvad jeg har drømt. Ha ha.
Det må lyde fuldstændig komplet tosset,
men det er det måske også.

Jeg ved bare ikke hvad jeg skulle gøre hvis K ikke passede på mig.

fredag den 9. maj 2014

Om et andet land

En sen aften kører vi til et andet land. Vi kører ud i mørket indtil vi er der, og bilen parkerer i indkørslen.  K slukker motoren og vi omsluttes af mørket et øjeblik.

Ud af bilen og indenfor. Der er sådan en uendelig ro. Foran pejsen med rødvin og et øjeblik efter sover vi tungt og trygt.

Og morgenen efter kan vi se hvor vi egentlig er; midt i skoven, omringet af træer og fulge og ingenting andet. Og vi skal være her i et par dage.

Vi handler ind, er for en stund ligeglade med penge og kalorier og nyder tosomheden i det lille hus. Og vi ser film, spiser chips, drikker rødvin og ryger cigaretter. Og elsker og kysser og jeg kan ikke forestille mig noget andet sted jeg hellere ville være.

onsdag den 7. maj 2014

Noget om ligegyldige tanker, og regnvejr

En morgen ruller jeg langsomt gardinet op. Det regner.

Men af en eller anden grund, gør det mig glad til mode. Måske bare tanken om at jeg ikke skal ud i det.
Normalt ville det være nedtrykkende at rulle op og se regnen, og forudse at det ville blive ved resten af dagen. Men i dag gør det mig bare tryg og glad og jeg føler mig priviligeret.

Der er noget safe over regnvejret.

Så er det okay at blive indenfor. Som om at regnvejr er skabt til, at få mennesker til at blive liggende under deres dyner og læse, skrive og kysse med deres elskede. Jeg kan næsten opfylde alle krav i dag.
Det bliver vejret nok glad for at høre, når det finder ud af det.

At jeg er én af dem der adlyder.

Og så ruller jeg hurtigt gardinet ned igen og ligger mig tilbage i sengen og lytter til de dråber regnen laver når den lander på loftsvinduet og laver trommelyde og hvisker til mig.

Tak