søndag den 6. april 2014

Noget jeg har skrevet for længe siden, men som stadig passer

Nogle gange føles det som om jeg vågner op fra en lang drøm, som om der er gået hul på en stor bobbel. Jeg indser at tingene måske ikke er så perfekte som jeg lige går og regner med.

Og så tænker jeg tilbage - hvor lang tid har jeg gået rundt i den drøm? Hvor lang tid har bobblen rundt om mig været så tyk, at der skulle enorme ting til at springe den? Og vigtigst af alt. Hvordan kan jeg så være her nu?

Her hvor bobblen er så godt som sprunget, og der ikke skal meget til at vælte mig, så jeg bliver liggende længe.

Noget om en anden verden


Først med båd, dernæst med bil og så er vi tilbage i virvaret af mennesker og deres larmende kaos. Vi bor på det bedste af det bedste og nyder hvert øjeblik. Snart går turen hjem til kulden og hverdagen.

Ting er anderledes her.

I hvad der ligner slum, holder store flotte biler parkerede og først dér går det op for en at det er et hjem.
Mellem faldefærdige små hytter tårner store flotte templer sig frem og det er tydeligt at de er meget værdigfulde. Hunde strejfer hvileløst rundt, som katte ville gøre derhjemme, uden egentlig at have brug for menneskelig opmærksomhed. Børn sidder bag på ladet af bilerne på motorvejene og babyer bliver holdt i en enkelt arm på scooterne. Der kan nemt sidde en hel familie på 3-4 mennesker på én og samme scooter, susene ud og ind mellem trafikkens vilde kaos - selvfølgelig alle uden hjem.
Alligevel går det aldrig galt, alligevel er de forsigtige og opmærksomme - uden det tager overhånd.

Det kunne vi lærer noget af derhjemme.

Noget om en god rutine

Når vi bliver trætte af at ligge i solen, går vi op i vores bungalow, tager et bad og klæder om til tyndt, lyst tøj. Det er efterhånden blevet et ritual at når K har gjort sig klar, sætter han sig ud på terrassen og ryger en cigaret indtil jeg bliver færdig.

Denne aften kører "Black velvet" for fuld smadder. Vi bliver i festhumør og begiver os tørstige ud i den fugtige nat.


Om elefanttæppet


Om natten sover vi med et sort tyndt tæppe med broderede guld elefanter og et mønster, også i broderet guld. Elefanttæppet blev det hurtigt døbt. Det er varmt og viften kører, men i løbet af natten bliver det koldt og vi omslutter os af det.

Der er noget meget autentisk over det tæppe.

Om dagen er det bragene varmt. Når vi ikke ligger på stranden, eller drikker øl i skyggen på en bar, ligger vi på terrassen ved bungalowen og skifter mellem enten at læse, skrive, hører musik eller kysse.

Om en nat

Vi danser til alt for høje og skringre provins-pop toner, prøver at glemme. Kigger hinanden i øjnene: griner, opfinder, udlever, længes.

Det er varmt som ind i helvede, sveden løber af os trods klokken snart nærmer sig midnat. Det er et rigtigt turist sted vi har fundet os. Solbrændte lyshårede svenske piger, skaldede svedige mænd fra Polen.

Men vi danser for en stund, elsker hinanden og et par timer senere slingre vi op gennem den lille snoede hovedgade, op til vores primitive bungalow. Der falder vi om med det samme: svedige, nøgne, lykkelige.


Om noget der kunne være ønsketænkning, men ikke er det.

I en bus på vej mod en ødet ø, sidder K og jeg. Vi deler musikken i mellem os. En ung dreng synder noget med "talk about the street lights" og det er vist Josh Rouse.

K læser en bog og ser fantastisk ud samtidig. Mørkebrunt hår falder ned i panden på ham, og han har sorte, runde læsebriller på der gør ham uendelig smuk.

Da vi langt om længe er fremme, bliver vi begge mundlamme….


Om hvor meget klicheer giver mening

Som vi går i den kaotiske by fyldt med larmene biler, larmende mennesker og larmende omgivelser, føler jeg en ubeskrivelig ro.

Jeg går med K, min mand, i hånden og føler os meget mere som én end som to.

Vi udforsker, oplever, nyder, og elsker i den kæmpe store by vi har rejst længe for at se. Det er eventyragtigt. Filmagtigt. Klicheagtigt, og jeg elsker det.