En sen aften kører vi til et andet land. Vi kører ud i mørket indtil vi er der, og bilen parkerer i indkørslen. K slukker motoren og vi omsluttes af mørket et øjeblik.
Ud af bilen og indenfor. Der er sådan en uendelig ro. Foran pejsen med rødvin og et øjeblik efter sover vi tungt og trygt.
Og morgenen efter kan vi se hvor vi egentlig er; midt i skoven, omringet af træer og fulge og ingenting andet. Og vi skal være her i et par dage.
Vi handler ind, er for en stund ligeglade med penge og kalorier og nyder tosomheden i det lille hus. Og vi ser film, spiser chips, drikker rødvin og ryger cigaretter. Og elsker og kysser og jeg kan ikke forestille mig noget andet sted jeg hellere ville være.
fredag den 9. maj 2014
onsdag den 7. maj 2014
Noget om ligegyldige tanker, og regnvejr
En morgen ruller jeg langsomt gardinet op. Det regner.
Men af en eller anden grund, gør det mig glad til mode. Måske bare tanken om at jeg ikke skal ud i det.
Normalt ville det være nedtrykkende at rulle op og se regnen, og forudse at det ville blive ved resten af dagen. Men i dag gør det mig bare tryg og glad og jeg føler mig priviligeret.
Der er noget safe over regnvejret.
Så er det okay at blive indenfor. Som om at regnvejr er skabt til, at få mennesker til at blive liggende under deres dyner og læse, skrive og kysse med deres elskede. Jeg kan næsten opfylde alle krav i dag.
Det bliver vejret nok glad for at høre, når det finder ud af det.
At jeg er én af dem der adlyder.
Og så ruller jeg hurtigt gardinet ned igen og ligger mig tilbage i sengen og lytter til de dråber regnen laver når den lander på loftsvinduet og laver trommelyde og hvisker til mig.
Tak
Men af en eller anden grund, gør det mig glad til mode. Måske bare tanken om at jeg ikke skal ud i det.
Normalt ville det være nedtrykkende at rulle op og se regnen, og forudse at det ville blive ved resten af dagen. Men i dag gør det mig bare tryg og glad og jeg føler mig priviligeret.
Der er noget safe over regnvejret.
Så er det okay at blive indenfor. Som om at regnvejr er skabt til, at få mennesker til at blive liggende under deres dyner og læse, skrive og kysse med deres elskede. Jeg kan næsten opfylde alle krav i dag.
Det bliver vejret nok glad for at høre, når det finder ud af det.
At jeg er én af dem der adlyder.
Og så ruller jeg hurtigt gardinet ned igen og ligger mig tilbage i sengen og lytter til de dråber regnen laver når den lander på loftsvinduet og laver trommelyde og hvisker til mig.
Tak
tirsdag den 6. maj 2014
Om en almindelig morgen, set med forelskede øjne
Vækkeuret ringer klokken otte. Jeg vågnede allerede halv syv, men faldt i søvn igen.
Nu er det lidt sværere at vågne. K sætter sig med det samme op og slukker uret. Det ville ikke ligne ham at lade det ringe mere end et par sekunder. Jeg halvsover stadig og vender mig rundt og kigger ind i et par trætte men uendelig smukke brune øjne og pludselig er det svært ikke at smile.
K åbner op for sin varme tunge dyne og en duft af ham og morgen strømmer til mig og gør mig tryg.
Jeg kravler ind til ham og omsluttes af hele hans krop. Der findes intet bedre tænker jeg og smiler med ryggen til ham.
Jeg falder i en let søvn, og ligger nok ikke mere end fem-ti minutter, da K pludselig slår dynen væk og sætter sig op. Han må afsted, jeg ved det jo godt, og alligevel mærker jeg et lillebitte stik.
Hvorfor er det eneste jeg har lyst til, bare at ligge i hans arme og drømme?
Han rejser sig nøgen op og går over til kommoden. Jeg kan ikke lade være med at studere hans krop som han står dér, og trods jeg efterhånden kender den bedre end min egen, smiler jeg ved tanken om at alt det er mit. Han finder tøj - grå t-shirt, lyse halvstramme cowboybukser, en cremehvid skjorte udover.
Enten er jeg uendelig forelsket og svæver højere end den højeste sky, eller også er K den mest perfekte mand der findes. Jeg kan ikke finde ud af det, men jeg tror det er en blandning.
Og så, et øjeblik efter, sidder han lige ved siden af mig og hvisker "jeg elsker dig, elsker dig, elsker dig"
Så er han væk. Og jeg er forfærdelig lykkelig.
Nu er det lidt sværere at vågne. K sætter sig med det samme op og slukker uret. Det ville ikke ligne ham at lade det ringe mere end et par sekunder. Jeg halvsover stadig og vender mig rundt og kigger ind i et par trætte men uendelig smukke brune øjne og pludselig er det svært ikke at smile.
K åbner op for sin varme tunge dyne og en duft af ham og morgen strømmer til mig og gør mig tryg.
Jeg kravler ind til ham og omsluttes af hele hans krop. Der findes intet bedre tænker jeg og smiler med ryggen til ham.
Jeg falder i en let søvn, og ligger nok ikke mere end fem-ti minutter, da K pludselig slår dynen væk og sætter sig op. Han må afsted, jeg ved det jo godt, og alligevel mærker jeg et lillebitte stik.
Hvorfor er det eneste jeg har lyst til, bare at ligge i hans arme og drømme?
Han rejser sig nøgen op og går over til kommoden. Jeg kan ikke lade være med at studere hans krop som han står dér, og trods jeg efterhånden kender den bedre end min egen, smiler jeg ved tanken om at alt det er mit. Han finder tøj - grå t-shirt, lyse halvstramme cowboybukser, en cremehvid skjorte udover.
Enten er jeg uendelig forelsket og svæver højere end den højeste sky, eller også er K den mest perfekte mand der findes. Jeg kan ikke finde ud af det, men jeg tror det er en blandning.
Og så, et øjeblik efter, sidder han lige ved siden af mig og hvisker "jeg elsker dig, elsker dig, elsker dig"
Så er han væk. Og jeg er forfærdelig lykkelig.
mandag den 5. maj 2014
Om en irriterende telefon
Når de ringer, tager jeg den ikke.
… og jeg er altså ikke skør eller syg eller noget.
Men når de ringer, kan jeg bare ikke få mig selv til at tage den.
Jeg er gået død i det, hvilket jo egentlig er ærgerligt.
Jeg kunne jo godt lide at være der, men nu er jeg lige som kommet ind i en bølge af, ikke at tage den. Altså telefonen.
Hvad skal jeg sige?
Opdigte en grund til hvorfor jeg ikke har været der de sidste 2 måneder?
Eller bare være ærlig og indrømme at jeg simpelthen ikke gider mere?
Jeg ved det ikke.
Jeg tager den i hvert fald når de ringer.
… og jeg er altså ikke skør eller syg eller noget.
Men når de ringer, kan jeg bare ikke få mig selv til at tage den.
Jeg er gået død i det, hvilket jo egentlig er ærgerligt.
Jeg kunne jo godt lide at være der, men nu er jeg lige som kommet ind i en bølge af, ikke at tage den. Altså telefonen.
Hvad skal jeg sige?
Opdigte en grund til hvorfor jeg ikke har været der de sidste 2 måneder?
Eller bare være ærlig og indrømme at jeg simpelthen ikke gider mere?
Jeg ved det ikke.
Jeg tager den i hvert fald når de ringer.
søndag den 4. maj 2014
Noget om at gå alene
Jeg har besluttet mig for at gå hjem. Altså ikke cykle, ikke tage bussen, bare gå.
Der er ret langt, men på den anden side skal jeg heller ikke noget vigtigt i dag.
Jeg køber en kaffe. Brænder mig.
For en uge siden var vejret som højsommer, trods slut-april. Nu er vi tilbage i det besværlige forår, hvor det - det ene øjeblik er varmt og det næste koldt.
Der er desuden noget meget smukkere over april end maj. Jeg prøver at finde ud af hvorfor, men det er ikke ligetil. Jeg håber jeg snart finder ud af det.
Så når jeg hjem.
Mine ben er ømme, men der er altid noget både bekræftende og skræmmende ved at gå en lang tur alene.
Om dage der er uigenkendelige
Dagene flyder sammen i mit hoved.
Det føles som om det er mandag, men det er søndag. Hvorfor kan jeg ikke mærke det?
Der plejer at være forskel på en mandag og en søndag.
Søndag er hyggelig, varm, stille og melankolsk.
Mandag er kedelig, grå og uoverskuelig.
Nu er ingen af dagene ingen at tingene.
Måske det har noget at gøre med K, der tog på arbejde kl. 9. Nærmest væltede ud af sengen, ingen hyggelig morgenstund til os. Selvfølgelig kærlighed og berøringer på blød hud. Men ingen søndag morgen med kaffe og brød og ost og tid.
Jeg glæder mig til at kunne mærke en søndag igen.
Det føles som om det er mandag, men det er søndag. Hvorfor kan jeg ikke mærke det?
Der plejer at være forskel på en mandag og en søndag.
Søndag er hyggelig, varm, stille og melankolsk.
Mandag er kedelig, grå og uoverskuelig.
Nu er ingen af dagene ingen at tingene.
Måske det har noget at gøre med K, der tog på arbejde kl. 9. Nærmest væltede ud af sengen, ingen hyggelig morgenstund til os. Selvfølgelig kærlighed og berøringer på blød hud. Men ingen søndag morgen med kaffe og brød og ost og tid.
Jeg glæder mig til at kunne mærke en søndag igen.
Abonner på:
Opslag (Atom)



