Jeg vågner med et shok. Der er mørkt i værelset og følelsen af kun knapt at have lukket øjnene i et enkelt blink sidder i mig. Hvad forgår der?
Kaos, larm, børn, mænd med dybe høje stemmer vælter ind i rummet lige ved siden af. Er det en drøm?
K ligger lige ved siden af mig, og jeg trækker hans arm som en dyne henover mig og hvisker: "jeg tror ikke jeg kan sove i den larm" men han putter mig og siger, halvt i søvne, at han jo er lige der ved siden af og passer på mig.
Så bliver der tændt musik inde ved siden af. Flasker bliver åbnet og drukket og stemmerne bliver højere. Men stille og roligt bliver larmen til en lavmælt summen i mit hoved, der ryger i baggrunden og jeg er næsten begravet i K og dynen og drømme. ...
Så vågner jeg med et shok. En dyb mandestemme og en kvindestemme råber af hinanden lige ved siden af mig. De er fulde, det er den samme vrøvl igen og igen. En behersket men bestemt tone bliver til råben og frustration og en dør bliver smækket.
Vi er begge vågne nu, som i lysvågne og klokken er ca. halv fem om morgenen.
K trækker mig igen indtil sig og jeg føler han er mit skjold mod alt ondt. Vi hænger sammen. Os mod det hele, tænker jeg som vi ligger der.
Og pludselig er der stille. Mere stille end der på noget tidspunkt i løbet af natten har været og vi falder i en underlig let søvn. Er det drøm eller virkelighed?
lørdag den 26. april 2014
Noget om en lørdag aften i april
Denne lørdag aften tilbringer jeg, for første gang i meget lang tid, uden K.
I stedet tilbringer jeg den med mig selv, mit eget selvskab og en bog.
Jeg har lyst til at sætte mig ved min computer og skrive, skrive skrive i tusinde timer. Inde i mit hoved vrimler det frem med sætninger og ord der ikke kan finde rundt. En start, en slutning, en ny idé, fantasi, virkelighed, nutid, datid.
Men ligeså snart jeg åbner op og sætter mig ned er det som om det ikke vil ud og ned på skrift.
Jeg kan ikke huske den fantastiske sætning jeg havde i hovedet lige før, den er pist væk og kommer nok aldrig igen.
Pyt.
Denne her bog er speciel og giver mig lyst til, i det mindste at prøve.
I stedet tilbringer jeg den med mig selv, mit eget selvskab og en bog.
Jeg har lyst til at sætte mig ved min computer og skrive, skrive skrive i tusinde timer. Inde i mit hoved vrimler det frem med sætninger og ord der ikke kan finde rundt. En start, en slutning, en ny idé, fantasi, virkelighed, nutid, datid.
Men ligeså snart jeg åbner op og sætter mig ned er det som om det ikke vil ud og ned på skrift.
Jeg kan ikke huske den fantastiske sætning jeg havde i hovedet lige før, den er pist væk og kommer nok aldrig igen.
Pyt.
Denne her bog er speciel og giver mig lyst til, i det mindste at prøve.
tirsdag den 15. april 2014
Noget om tanker inden søvn
Jeg ligger i midten af sengen. Måske en lille smule til venstre faktisk, men mere i midten end jeg har gjort længe. Til højre hænger en stjernelyskæde, hvis lys i virkeligheden er en tand for børneværelseagtigt. Eller også er det for julet. Noget er der i hvert fald galt.
Til vesntre er et tøjstativ, hængende fra loftet, med alt for meget tøj. Det burde blive sorteret. Hængt i farveorden, eller farvoritorden. Men når dagen først er igang bliver det uvigtigt.
Ved siden af tøjstativet er en smuk lysekrone i loftet. Sådan én jeg vil beholde for altid.
Som jeg ligger her, næsten i midten af sengen, tænker jeg pludselig på S. Imorgen skal jeg se hende, og det er længe siden sidst. Det irriterer mig, jeg bliver sur på mig selv. Hvorfor er det så svært? Engang var det nemmere. Jeg elsker S' selskab.
Men sådan er det nu engang, når to travle verdener skal kobles sammen.
Eller i det mindste når én travl verden skal kobles sammen med en mindre travl.
Min øjne bliver tunge, og den varme dyne føles blød og god om mine bare ben. Så falder jeg i søvn.
Til vesntre er et tøjstativ, hængende fra loftet, med alt for meget tøj. Det burde blive sorteret. Hængt i farveorden, eller farvoritorden. Men når dagen først er igang bliver det uvigtigt.
Ved siden af tøjstativet er en smuk lysekrone i loftet. Sådan én jeg vil beholde for altid.
Som jeg ligger her, næsten i midten af sengen, tænker jeg pludselig på S. Imorgen skal jeg se hende, og det er længe siden sidst. Det irriterer mig, jeg bliver sur på mig selv. Hvorfor er det så svært? Engang var det nemmere. Jeg elsker S' selskab.
Men sådan er det nu engang, når to travle verdener skal kobles sammen.
Eller i det mindste når én travl verden skal kobles sammen med en mindre travl.
Min øjne bliver tunge, og den varme dyne føles blød og god om mine bare ben. Så falder jeg i søvn.
tirsdag den 8. april 2014
Noget om en almindelig tirsdag formiddag
Jeg tager fra K omkring klokken ti.
Han tog på arbejde nogle timer forinden. Han har givet mig nogle bøger, som jeg allerede nu, trods jeg kun er få sider inde, finder inspirerende.
Jeg går henover den lille baggård, over til min cykel og låser op. Jeg har den lyse trenchcoat på, og bliver overrasket over hvor lunt det er, sådan en formiddag i april. Det får mig til at stoppe helt op, og - som så mange gange før - tænke på vejret.
Da K og jeg et par timer tidligere lå nøgne og holdte om hinanden i hans varme seng og snakkede om varm kakao og en hel dag i sengen, stod regnen ned i stænger.
Man kan stadig fornemme den våde asfalt i baggården, men nu skinner solen. Jeg tror jeg er glad, men jeg kan ikke helt finde ud af det. Det er som om min hjerne gerne vil snyde mig til at tro at jeg ikke er.
Cyklen kører nærmest af sig selv gennem byen, og morgenstemningen der plejer at ligge over byen indtil omkring klokken ni, har langsomt forvandlet sig til formiddagsstemning.
Jeg kan bedre lide morgenstemningen. Følelsen af, at alle er på vej et sted hen, og at der er gang i byen på en anden måde. Der dufter også anderledes på gaderne. Men det er længe siden jeg har oplevet den.
Så når jeg hjem, og har i mellemtiden besluttet mig for at min hjerne ikke skal vinde, ikke skal få lov at snyde mig. Og imorgen vil jeg ud i morgenstemningen i stedet for formiddagsstemningen, hvis det er dét jeg bedst kan lide. Og det er det jo.
Han tog på arbejde nogle timer forinden. Han har givet mig nogle bøger, som jeg allerede nu, trods jeg kun er få sider inde, finder inspirerende.
Jeg går henover den lille baggård, over til min cykel og låser op. Jeg har den lyse trenchcoat på, og bliver overrasket over hvor lunt det er, sådan en formiddag i april. Det får mig til at stoppe helt op, og - som så mange gange før - tænke på vejret.
Da K og jeg et par timer tidligere lå nøgne og holdte om hinanden i hans varme seng og snakkede om varm kakao og en hel dag i sengen, stod regnen ned i stænger.
Man kan stadig fornemme den våde asfalt i baggården, men nu skinner solen. Jeg tror jeg er glad, men jeg kan ikke helt finde ud af det. Det er som om min hjerne gerne vil snyde mig til at tro at jeg ikke er.
Cyklen kører nærmest af sig selv gennem byen, og morgenstemningen der plejer at ligge over byen indtil omkring klokken ni, har langsomt forvandlet sig til formiddagsstemning.
Jeg kan bedre lide morgenstemningen. Følelsen af, at alle er på vej et sted hen, og at der er gang i byen på en anden måde. Der dufter også anderledes på gaderne. Men det er længe siden jeg har oplevet den.
Så når jeg hjem, og har i mellemtiden besluttet mig for at min hjerne ikke skal vinde, ikke skal få lov at snyde mig. Og imorgen vil jeg ud i morgenstemningen i stedet for formiddagsstemningen, hvis det er dét jeg bedst kan lide. Og det er det jo.
søndag den 6. april 2014
Om hvornår man skal huske
Jeg tog mig selv i at tænke: "det er dét, der betyder noget."
Når K ligger sig helt tæt på mig og kigger mig så dybt i øjnene at jeg kan mærke det helt ud i fingrene, hele vejen ned i fødderne og tilbage igen.
Det er dér, man skal tælle, dér man skal huske, dér man skal nyde. Når han aer mig på ryggen med så meget kærlighed at jeg næsten dejser om.
Det er dét, der betyder noget.
Noget jeg har skrevet for længe siden, men som stadig passer
Nogle gange føles det som om jeg vågner op fra en lang drøm, som om der er gået hul på en stor bobbel. Jeg indser at tingene måske ikke er så perfekte som jeg lige går og regner med.
Og så tænker jeg tilbage - hvor lang tid har jeg gået rundt i den drøm? Hvor lang tid har bobblen rundt om mig været så tyk, at der skulle enorme ting til at springe den? Og vigtigst af alt. Hvordan kan jeg så være her nu?
Her hvor bobblen er så godt som sprunget, og der ikke skal meget til at vælte mig, så jeg bliver liggende længe.
Noget om en anden verden
Først med båd, dernæst med bil og så er vi tilbage i virvaret af mennesker og deres larmende kaos. Vi bor på det bedste af det bedste og nyder hvert øjeblik. Snart går turen hjem til kulden og hverdagen.
Ting er anderledes her.
I hvad der ligner slum, holder store flotte biler parkerede og først dér går det op for en at det er et hjem.
Mellem faldefærdige små hytter tårner store flotte templer sig frem og det er tydeligt at de er meget værdigfulde. Hunde strejfer hvileløst rundt, som katte ville gøre derhjemme, uden egentlig at have brug for menneskelig opmærksomhed. Børn sidder bag på ladet af bilerne på motorvejene og babyer bliver holdt i en enkelt arm på scooterne. Der kan nemt sidde en hel familie på 3-4 mennesker på én og samme scooter, susene ud og ind mellem trafikkens vilde kaos - selvfølgelig alle uden hjem.
Alligevel går det aldrig galt, alligevel er de forsigtige og opmærksomme - uden det tager overhånd.
Det kunne vi lærer noget af derhjemme.
Abonner på:
Opslag (Atom)


