onsdag den 14. maj 2014

Om noget der er svært


En mandag aften ved jeg ikke hvad jeg skal stille op. 
K's lejlgihed er fyldt med mennesker. Som jeg jo godt kender. 
Men pludselig føler jeg mig uendeligt udenfor, 
og ser det ikke som noget mulighed at komme ind igen. 

Og det værste er næsten, at det hele forgår oppe i mit eget hoved.

Men de snakker om Noma og dyre restaurenter de lige har spist på, 
om vinen og menuen og deres jobs og biler og sommerhuse og de 
er alle fem-ti år ældre end mig og jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. 

Jeg ved ikke hvor jeg skal stille mig, eller hvad jeg skal sige. 

Jeg vil så inderligt gerne. For K- jeg kan jo se hvor meget kan nyder det, 
hans venner. Og jeg føler jeg prøver men jeg ved jeg ikke gør. 
Og "jo, de ER jo søde, jeg kan sagtens se det" siger jeg til K, 

og føler mig til grin, som en lille pige der er til fest med de voksne, 
som fluen på væggen der aldrig bliver mere end det. 

Og når vi så ligger i sengen om aftenen, rammer skuffelsen over mig selv,
skyldfølelsen, og ærgrelsen mig og så bryder det hele sammen. 

Hvorfor skal jeg være sådan? Hvorfor kan jeg ikke slappe af, snakke, 
konverserer, være mig selv som alle de andre? 


Om at M endelig er hjemme.

Klokken lidt over ni står jeg ud af K's seng og tager tøjet på fra i går. Jeg går ned i gården, krydser den og ud på villavejen. Jeg har planer om at gå rundt i dag. Det regner og er gråt, jeg er efterhånden ved at være godt træt af det.

Efter et hurtigt besøg i en butik inde i kaoset og larmen går mine ben med hurtige skridt mod M's nye lejlighed. Jeg har købet en indflyttergave til hende. Så god at jeg selv ville beholde den hvis jeg kunne, jeg håber hun bliver glad for den.

Jeg ringer på dørtelefonen og efter et par sekunder hører jeg hendes søde velkendte stemme og den smule nervøsitet jeg har samlet mig er med ét forsvundet. Jeg skynder mig op af trapperne, tager to trin af gangen og ender i endes favn.

Og så er alt som det var engang, vi snakker om hendes nye hjem, drikker kaffe og diskuterer fremtiden.

Det er uendeligt dejligt at have M hjemme igen.

Noget om K

Jeg ved ikke hvad jeg skulle stille op hvis K ikke passede på mig.

Han redder mig, beskytter mig og elsker mig ubetinget.
Når jeg er uendelig lykkelig, og når jeg græder og græder og græder
og er så langt nede at jeg aldrig tror jeg kan stoppe igen,
    - holder han om mig, smiler og gør alt bedre.

Han forstår mig og acceptere mig så meget at jeg føler mig uendeligt tryg.

Hvis jeg bare har én eneste negativ tanke jeg ikke deler med ham,
føler jeg en form for skyldfølelse og har kun lyst til at dele og fortælle,
så vi begge er i mit hoved og det ikke kun er mig.

Eller hvis jeg glemmer at fortælle ham hvad jeg har drømt. Ha ha.
Det må lyde fuldstændig komplet tosset,
men det er det måske også.

Jeg ved bare ikke hvad jeg skulle gøre hvis K ikke passede på mig.

fredag den 9. maj 2014

Om et andet land

En sen aften kører vi til et andet land. Vi kører ud i mørket indtil vi er der, og bilen parkerer i indkørslen.  K slukker motoren og vi omsluttes af mørket et øjeblik.

Ud af bilen og indenfor. Der er sådan en uendelig ro. Foran pejsen med rødvin og et øjeblik efter sover vi tungt og trygt.

Og morgenen efter kan vi se hvor vi egentlig er; midt i skoven, omringet af træer og fulge og ingenting andet. Og vi skal være her i et par dage.

Vi handler ind, er for en stund ligeglade med penge og kalorier og nyder tosomheden i det lille hus. Og vi ser film, spiser chips, drikker rødvin og ryger cigaretter. Og elsker og kysser og jeg kan ikke forestille mig noget andet sted jeg hellere ville være.

onsdag den 7. maj 2014

Noget om ligegyldige tanker, og regnvejr

En morgen ruller jeg langsomt gardinet op. Det regner.

Men af en eller anden grund, gør det mig glad til mode. Måske bare tanken om at jeg ikke skal ud i det.
Normalt ville det være nedtrykkende at rulle op og se regnen, og forudse at det ville blive ved resten af dagen. Men i dag gør det mig bare tryg og glad og jeg føler mig priviligeret.

Der er noget safe over regnvejret.

Så er det okay at blive indenfor. Som om at regnvejr er skabt til, at få mennesker til at blive liggende under deres dyner og læse, skrive og kysse med deres elskede. Jeg kan næsten opfylde alle krav i dag.
Det bliver vejret nok glad for at høre, når det finder ud af det.

At jeg er én af dem der adlyder.

Og så ruller jeg hurtigt gardinet ned igen og ligger mig tilbage i sengen og lytter til de dråber regnen laver når den lander på loftsvinduet og laver trommelyde og hvisker til mig.

Tak

tirsdag den 6. maj 2014

Om en almindelig morgen, set med forelskede øjne

Vækkeuret ringer klokken otte. Jeg vågnede allerede halv syv, men faldt i søvn igen.
Nu er det lidt sværere at vågne. K sætter sig med det samme op og slukker uret. Det ville ikke ligne ham at lade det ringe mere end et par sekunder. Jeg halvsover stadig og vender mig rundt og kigger ind i et par trætte men uendelig smukke brune øjne og pludselig er det svært ikke at smile.

K åbner op for sin varme tunge dyne og en duft af ham og morgen strømmer til mig og gør mig tryg.
Jeg kravler ind til ham og omsluttes af hele hans krop. Der findes intet bedre tænker jeg og smiler med ryggen til ham.

Jeg falder i en let søvn, og ligger nok ikke mere end fem-ti minutter, da K pludselig slår dynen væk og sætter sig op. Han må afsted, jeg ved det jo godt, og alligevel mærker jeg et lillebitte stik.

Hvorfor er det eneste jeg har lyst til, bare at ligge i hans arme og drømme?

Han rejser sig nøgen op og går over til kommoden. Jeg kan ikke lade være med at studere hans krop som han står dér, og trods jeg efterhånden kender den bedre end min egen, smiler jeg ved tanken om at alt det er mit. Han finder tøj - grå t-shirt, lyse halvstramme cowboybukser, en cremehvid skjorte udover.

Enten er jeg uendelig forelsket og svæver højere end den højeste sky, eller også er K den mest perfekte mand der findes. Jeg kan ikke finde ud af det, men jeg tror det er en blandning.

Og så, et øjeblik efter, sidder han lige ved siden af mig og hvisker "jeg elsker dig, elsker dig, elsker dig"

Så er han væk. Og jeg er forfærdelig lykkelig.

mandag den 5. maj 2014