søndag den 31. august 2014

Noget om at nyde at sidde alene

En torsdag formiddag sidder jeg alene på en cafe. Jeg har ikke hele tiden været alene, men lige nu er jeg det. Det føles dog ikke sådan. Det myldrer med folk omkring mig. Snakken rammer mig alle steder fra.

En insisterende hamren bag mig,
en grønthandlers salgstale
en baby der ikke vil sidde med sele på
og en hund der gør et stykke væk.

Stemningen smitter. Den er let.
Det er slut august måned, vejret er mildt, solen skinner og ingen blæst. Jeg sidder udenfor, alene, og jeg nyder det rent faktisk. Der er noget spændende over bare at sidde og lytte til de andre menneskers samtaler. Alle har hver deres små problemer, der pludselig bliver kæmpe store, når de kommer på tale.

Og pludselig er der gået en time. Jeg samler mine ting, rejser mig og går smilende derfra.

Om at bekymre sig om, om man bekymre sig nok

Det overfladiske tiltaler mig ikke. Jeg mister interressen, fortrækker stilhed frem for ligegyldig snak.

Jeg bliver træt af at høre den samme historie fra et nyt ansigt igen og igen, har svært ved at holde koncentrationen.

Er jeg forkælet? For vandt til, at få den opmærksomhed.
Tænker; der mangler noget dynamik! Måske det bare er en dårlig undskyldning.

Jeg er bange for at blive en del af mængden, bange for jeg ikke skiller mig ud. Bruger tid og energi på at huske, ikke at være som de andre.

Måske jeg bare skal slappe af, bruge den energi på noget mere konstruktivt; rette fokus ud i stedet for ind - være interesseret i andre, være opsøgende.

Måske netop dét vil skille mig ud fra mængden, helt uden at jeg skal prøve så fandens hårdt.

mandag den 11. august 2014

Om et moment

Jeg mærker hvordan han søvnigt vender sig rundt i sengen, hans hænder vandrer efter mine hofter under dynen. De stærke arme trækker mig tættere på hans. Min nøgne ryg mod hele hans krop, jeg mærker hver en muskel, hvert et åndedrag, så tæt på mit øre. Varmen fra hans krop smitter til min, hans hænder er overalt på min krop. Så falder de til ro, omfavner mig så trygt, at det gør ondt. Og langsomt kan jeg fornemme hans åndedrag blive tungere, han falder i søvn med en hånd på mit bryst og jeg kan heller ikke andet end at lukke øjnene i og drømme mig væk i kærligheden.

torsdag den 31. juli 2014

Om at lykkedes!

Tilbage i marts skrev jeg et indlæg med overskriften; "Noget om lykke i bælgmørke" Det lød sådan her:

En aften, lige ind jeg falder i søvn, tænker jeg på hvor opløftende fremtiden er.

Jeg har netop, for få timer siden, fået noget spændene, frygtindgydende og angstprovokerende sendt ud i den store verden, og så kan man ikke andet end at håbe fra nu.

I virkeligheden burde jeg være træt og udmattet, oven på dagens begivenheder, og tiden taget i betragtning.

Men jeg ligger med lyset slukket, bælgmørkt, og smiler stort. Jeg er meget lykkelig, netop i dette moment, denne aften, i denne seng.

Det der var så spændene, frygtindgydende og angstprovokerende er nu blevet virkelighed. 

En dag i juli får jeg nemlig en mail, der fortæller, at det er lykkedes. En mail der bekræfter mig i, at jeg i princippet ved hvad jeg skal fra nu og de næste 5 år frem. Det gør mig så uendelig glad, men også forvirret og bange. Tænk det lykkedes. Tænk jeg kunne? Mig, helt selv. Jeg er stolt af mig selv. Det er længe siden, at noget er lykkedes på den den måde.

Noget om en smuk mand

Da K skal til at gå en morgen, kan jeg mærke det begyndende savn, allerede mens vi stadig ligger i sengen. Det er en rigtig dårlig evne jeg har. Jeg bliver klistret og skal helst ligge med arme og ben rundt om ham, de sidste ti minutter inden han rejser sig og begynder at tage tøj på. Heldigvis har han det på samme måde, det er i hvert fald hvad han siger til mig.

Efter at have nydt at se ham klæde sig på, forsvinder han ud på toilettet nogle minutter for at børste tænder. Da han kommer ind igen, sætter han sig på sengen og kysser mig. "Vi ses snart" siger han.
Jeg hører ham gå ned af trapperne og ud af hoveddøren. Jeg rejser mig fra sengen og går ud på terrassen for lige at have ham et minut mere.

Der står han og låser sin cykel op. Smukke mand, med de flotte brune øjne og det halvlange pjuskede brune hår. Nu har han taget solbriller på, og er i gang med at tænde en cigaret. Jeg kan ikke lade være med at fløjte så han kigger op, og med det samme han ser mig, smiler han.

Så hopper han op på cyklen og vinker en enkelt gang. Og så er han væk.

Om unødvendig bekymring

Jeg vågner allerede klokken lidt over fem.

Min første indskydelse er, at jeg vågner fordi der er for koldt i værelset. K og jeg lod altandøren stå åben i går aftes, men nu er det alt for koldt.

Men som jeg langsomt kommer til mig selv går det op for mig, at jeg hverken vågner fordi det er for koldt, eller fordi jeg ikke er træt mere, men fordi der sidder en lille prik af uro inden i min krop, der ikke kan holde den i ro.

Jeg sætter mig op i sengen, prøver at finde ud af hvad prikken betyder. Jo mere min hjerne vågner, jo større vokser prikken sig. Og pludselig ved jeg hvad jeg spekulerer over;

Hvorfor er L ikke kommet hjem?

Jeg står ud af sengen og går ind på hendes værelse. Lyset er stadig tændt. Vinduet åbent. Fuglene udenfor er så småt ved at vågne også, og deres kvidren bliver højere og højere. Hvor kan hun være?

Ud på gangen igen, ned af trappen. Der står hendes hvide nike sko. Er hun i huset? Prikken bliver større, bekymringen vokser i min trætte krop. Er det for meget at ringe til hende? Jeg kender godt svaret, og beslutter mig for at gå tilbage i seng.

Oppe på værelset ligger K og sover trygt. Synet beroliger mig lidt, men jeg kan ikke falde i søvn. Nu er klokken snart halv seks. Min krop føles stiv og min vejrtrækning virker som om den kører sit eget liv.

Hvad hvis der er sket hende noget? Hvad hvis hun var på vej hjem, men nogen ville hende ondt?
Tanken gør så ondt, at jeg ikke kan kan lade være. Jeg tager min telefon, skriver "Kommer du hjem og sover?" Ventetiden derefter er enorm. Næsten endnu værre end før, nu er der chance for at hun aldrig svarer, og at mine bekymringer bliver virkeliggjort. Men et minut efter svarer hun; "Nej, sover hos C. Godnat" 

OG med ét slipper hele min krop den, efterhånden store prik og jeg for kontrol igen. Selvfølgelig sover hun der. Når det står dér, på skrift og er bekræftet, giver det så meget mening. Men min hjerne kan ikke selv rationalisere. Pokkers.

Mine øjne bliver med det samme tunge, jeg vender mig om mod K og falder i en tryg og drømmefyldt søvn.

onsdag den 16. juli 2014

Om at være for lykkelig

Tidligere i dag står jeg i en boghandler. Jeg kom for at finde en bog, men den er udsolgt. Jeg kigger de andre bøger igennem og falder over én, der hedder noget i retning af at være for lykkelig. 

K og jeg snakker tit om, at føle man har det for godt. Det lyder dumt.

Men følelsen af, at man står i gæld til livet. At man ikke har fortjent det. Hvorfor har man det perfekt? Hvornår går det den anden vej- hvorfor er jeg aldrig ked af det?

OG SÅ begynder hjernen at køre ud på et sidespor, så bliver små ting pludselig meget store, alt for store. Og ting bliver uvirkelige…

Det er vigtigt at værdsætte alt det gode, vi er fandme priviligerede (siger jeg til min hjerne, og den forstår det jo godt, og så alligevel et øjeblik efter styrer den igen)

Det lyder så dumt. Jeg føler mig virkelig FOR lykkelig.