onsdag den 3. september 2014

Om L

Min baby

Jeg kan høre hendes hulken på den anden side væggen
der føles så tynd, som sad hun lige her.

Det gjorde hun før- men der holdte hun det tilbage,
det eneste der afslørede hende, var den rystende stemme
og de slørede øjne.

Hun kiggede på mig og ledte efter svar,
og jeg så kun mig selv, sidde lige der.
Som kiggede jeg mig i spejlet og mærkede præcis
hvordan det føltes at være i hendes sted.


Om en dag

Sidder blandt fremmede 
der ikke burde være det
en del af en mængde 
hvor jeg ikke hører til 
alligevel nyder jeg,
at sidde der 
blandt de fremmede 
og være en af dem, 
bare et øjeblik. 

Men lydende bliver højere 
stemmerne insisterende 
og jeg ved ikke hvad jeg skal sige
eller hvad jeg skal gøre eller 
hvad jeg skal svare på. 
Og de fremmede vil mere 
end bare at være dem selv -
de vil noget med mig, og jeg vil bare 
være mig. 

De vil ha' jeg bliver en del af dem 
en del af den mængde, 
jeg synes er så svær
så larmende og overfladisk 
og faretruende stor, og jeg sidder
der blandt nogle jeg egentlig burde kende.
Være lige som dem
uden egentlig at være det
bare et øjeblik. 

søndag den 31. august 2014

Noget om at nyde at sidde alene

En torsdag formiddag sidder jeg alene på en cafe. Jeg har ikke hele tiden været alene, men lige nu er jeg det. Det føles dog ikke sådan. Det myldrer med folk omkring mig. Snakken rammer mig alle steder fra.

En insisterende hamren bag mig,
en grønthandlers salgstale
en baby der ikke vil sidde med sele på
og en hund der gør et stykke væk.

Stemningen smitter. Den er let.
Det er slut august måned, vejret er mildt, solen skinner og ingen blæst. Jeg sidder udenfor, alene, og jeg nyder det rent faktisk. Der er noget spændende over bare at sidde og lytte til de andre menneskers samtaler. Alle har hver deres små problemer, der pludselig bliver kæmpe store, når de kommer på tale.

Og pludselig er der gået en time. Jeg samler mine ting, rejser mig og går smilende derfra.

Om at bekymre sig om, om man bekymre sig nok

Det overfladiske tiltaler mig ikke. Jeg mister interressen, fortrækker stilhed frem for ligegyldig snak.

Jeg bliver træt af at høre den samme historie fra et nyt ansigt igen og igen, har svært ved at holde koncentrationen.

Er jeg forkælet? For vandt til, at få den opmærksomhed.
Tænker; der mangler noget dynamik! Måske det bare er en dårlig undskyldning.

Jeg er bange for at blive en del af mængden, bange for jeg ikke skiller mig ud. Bruger tid og energi på at huske, ikke at være som de andre.

Måske jeg bare skal slappe af, bruge den energi på noget mere konstruktivt; rette fokus ud i stedet for ind - være interesseret i andre, være opsøgende.

Måske netop dét vil skille mig ud fra mængden, helt uden at jeg skal prøve så fandens hårdt.

mandag den 11. august 2014

Om et moment

Jeg mærker hvordan han søvnigt vender sig rundt i sengen, hans hænder vandrer efter mine hofter under dynen. De stærke arme trækker mig tættere på hans. Min nøgne ryg mod hele hans krop, jeg mærker hver en muskel, hvert et åndedrag, så tæt på mit øre. Varmen fra hans krop smitter til min, hans hænder er overalt på min krop. Så falder de til ro, omfavner mig så trygt, at det gør ondt. Og langsomt kan jeg fornemme hans åndedrag blive tungere, han falder i søvn med en hånd på mit bryst og jeg kan heller ikke andet end at lukke øjnene i og drømme mig væk i kærligheden.

torsdag den 31. juli 2014

Om at lykkedes!

Tilbage i marts skrev jeg et indlæg med overskriften; "Noget om lykke i bælgmørke" Det lød sådan her:

En aften, lige ind jeg falder i søvn, tænker jeg på hvor opløftende fremtiden er.

Jeg har netop, for få timer siden, fået noget spændene, frygtindgydende og angstprovokerende sendt ud i den store verden, og så kan man ikke andet end at håbe fra nu.

I virkeligheden burde jeg være træt og udmattet, oven på dagens begivenheder, og tiden taget i betragtning.

Men jeg ligger med lyset slukket, bælgmørkt, og smiler stort. Jeg er meget lykkelig, netop i dette moment, denne aften, i denne seng.

Det der var så spændene, frygtindgydende og angstprovokerende er nu blevet virkelighed. 

En dag i juli får jeg nemlig en mail, der fortæller, at det er lykkedes. En mail der bekræfter mig i, at jeg i princippet ved hvad jeg skal fra nu og de næste 5 år frem. Det gør mig så uendelig glad, men også forvirret og bange. Tænk det lykkedes. Tænk jeg kunne? Mig, helt selv. Jeg er stolt af mig selv. Det er længe siden, at noget er lykkedes på den den måde.

Noget om en smuk mand

Da K skal til at gå en morgen, kan jeg mærke det begyndende savn, allerede mens vi stadig ligger i sengen. Det er en rigtig dårlig evne jeg har. Jeg bliver klistret og skal helst ligge med arme og ben rundt om ham, de sidste ti minutter inden han rejser sig og begynder at tage tøj på. Heldigvis har han det på samme måde, det er i hvert fald hvad han siger til mig.

Efter at have nydt at se ham klæde sig på, forsvinder han ud på toilettet nogle minutter for at børste tænder. Da han kommer ind igen, sætter han sig på sengen og kysser mig. "Vi ses snart" siger han.
Jeg hører ham gå ned af trapperne og ud af hoveddøren. Jeg rejser mig fra sengen og går ud på terrassen for lige at have ham et minut mere.

Der står han og låser sin cykel op. Smukke mand, med de flotte brune øjne og det halvlange pjuskede brune hår. Nu har han taget solbriller på, og er i gang med at tænde en cigaret. Jeg kan ikke lade være med at fløjte så han kigger op, og med det samme han ser mig, smiler han.

Så hopper han op på cyklen og vinker en enkelt gang. Og så er han væk.