Jeg observerer en pige der ligner hun har styr på det; smuk, klog, betænksom. Men anderledes. Hun griner ikke af de andres jokes. Hun er eftertænksom på en måde, der er for meget. Hun prøver ikke at være noget hun ikke er. Hun er sig selv, på godt og på ondt. Hun er udenfor; sin egen, mærkelig, ordkløver, synes det er vigtigt at rette. Tingene skal være rigtige. Jeg observerer hende som hun sidder der. Hun beder om en vegetarret, og hvisker til mig efterfølgende at hun slet ikke er vegetar, men at hun bare foretrækker grøntsager frem for kød. Når hendes mad ankommer, spiser hun ikke rigtig noget. Hun er hamrende tynd. Hendes håndled og overarme ligner en 10 årigs. Men hun virker kvikkere end det. Hun virker ikke som pigen der sulter sig selv, selvom det desværre er den første og mest åbenlyse reaktion man får, når man observerer hendes udseende. Jeg mistænker hende med det samme for, at hun kun spurgte efter vegetarretten fordi hovedretten er lasagne. Som jo er fyldt med ost og alle de farlige ting. Men i virkeligheden kender jeg hende ikke. Jeg observerer en pige, som jeg ikke har snakket med ydereligere, men alligevel godt kan skrive en længere historie om, hvis man hiver fat i alle de dømmende, generaliserende, umiddelbare karakteristika om et andet menneske. Det er det nemmeste at gøre, det kan alle. Men nu sidder jeg tilbage med en følelse af ikke at ane hvem hun er. Hvad er hendes historie? Hvorfor er hun som hun er, hvad føler og tænker hun? Det er nemt at digte sin egen historie, men kunsten ligger i rent faktisk at få den rigtige og ærlige.
onsdag den 8. oktober 2014
Noget om noget metrisk
Det er kun når min computer er slukket jeg får lyst til at skrive.
Bliver inspireret af menneskerne, lydene, omgivelserne og digter og digter i hovedet.
Men når computeren åbens, og den blanke tomme sidde blænder mine øjne sker der ingenting.
Hjernen arbejder på højtryk, men fingrene vil ikke producere noget.
Bare nogle kunne komme derind og se hvordan alting i virkeligheden er.
Bliver inspireret af menneskerne, lydene, omgivelserne og digter og digter i hovedet.
Men når computeren åbens, og den blanke tomme sidde blænder mine øjne sker der ingenting.
Hjernen arbejder på højtryk, men fingrene vil ikke producere noget.
Bare nogle kunne komme derind og se hvordan alting i virkeligheden er.
tirsdag den 7. oktober 2014
Om en aften langt væk
Alle jeg kan se -
vil jeg ikke være.
Ikke én.
Alle typer, alle måder, alle alt.
Nej.
Og så sker det igen -
tænker for meget,
spekulerer.
Overvejer, opvejer, sammenligner.
Ingen er noget, men alle er alt.
Og hvad så?
Hvilket skridt tager man så,
hvor går man hen og mener noget.
Svært at distrahere fra det,
man synes er irriterende.
vil jeg ikke være.
Ikke én.
Alle typer, alle måder, alle alt.
Nej.
Og så sker det igen -
tænker for meget,
spekulerer.
Overvejer, opvejer, sammenligner.
Ingen er noget, men alle er alt.
Og hvad så?
Hvilket skridt tager man så,
hvor går man hen og mener noget.
Svært at distrahere fra det,
man synes er irriterende.
onsdag den 3. september 2014
Om L
Min baby
Jeg kan høre hendes hulken på den anden side væggen
der føles så tynd, som sad hun lige her.
Det gjorde hun før- men der holdte hun det tilbage,
det eneste der afslørede hende, var den rystende stemme
og de slørede øjne.
Hun kiggede på mig og ledte efter svar,
og jeg så kun mig selv, sidde lige der.
Som kiggede jeg mig i spejlet og mærkede præcis
Som kiggede jeg mig i spejlet og mærkede præcis
hvordan det føltes at være i hendes sted.
Om en dag
Sidder blandt fremmede
der ikke burde være det
en del af en mængde
hvor jeg ikke hører til
alligevel nyder jeg,
at sidde der
blandt de fremmede
og være en af dem,
bare et øjeblik.
Men lydende bliver højere
stemmerne insisterende
og jeg ved ikke hvad jeg skal sige
eller hvad jeg skal gøre eller
hvad jeg skal svare på.
Og de fremmede vil mere
end bare at være dem selv -
de vil noget med mig, og jeg vil bare
være mig.
De vil ha' jeg bliver en del af dem
en del af den mængde,
jeg synes er så svær
så larmende og overfladisk
og faretruende stor, og jeg sidder
der blandt nogle jeg egentlig burde kende.
Være lige som dem
uden egentlig at være det
bare et øjeblik.
søndag den 31. august 2014
Noget om at nyde at sidde alene
En torsdag formiddag sidder jeg alene på en cafe. Jeg har ikke hele tiden været alene, men lige nu er jeg det. Det føles dog ikke sådan. Det myldrer med folk omkring mig. Snakken rammer mig alle steder fra.
En insisterende hamren bag mig,
en grønthandlers salgstale
en baby der ikke vil sidde med sele på
og en hund der gør et stykke væk.
Stemningen smitter. Den er let.
Det er slut august måned, vejret er mildt, solen skinner og ingen blæst. Jeg sidder udenfor, alene, og jeg nyder det rent faktisk. Der er noget spændende over bare at sidde og lytte til de andre menneskers samtaler. Alle har hver deres små problemer, der pludselig bliver kæmpe store, når de kommer på tale.
Og pludselig er der gået en time. Jeg samler mine ting, rejser mig og går smilende derfra.
En insisterende hamren bag mig,
en grønthandlers salgstale
en baby der ikke vil sidde med sele på
og en hund der gør et stykke væk.
Stemningen smitter. Den er let.
Det er slut august måned, vejret er mildt, solen skinner og ingen blæst. Jeg sidder udenfor, alene, og jeg nyder det rent faktisk. Der er noget spændende over bare at sidde og lytte til de andre menneskers samtaler. Alle har hver deres små problemer, der pludselig bliver kæmpe store, når de kommer på tale.
Og pludselig er der gået en time. Jeg samler mine ting, rejser mig og går smilende derfra.
Om at bekymre sig om, om man bekymre sig nok
Det overfladiske tiltaler mig ikke. Jeg mister interressen, fortrækker stilhed frem for ligegyldig snak.
Jeg bliver træt af at høre den samme historie fra et nyt ansigt igen og igen, har svært ved at holde koncentrationen.
Er jeg forkælet? For vandt til, at få den opmærksomhed.
Tænker; der mangler noget dynamik! Måske det bare er en dårlig undskyldning.
Jeg er bange for at blive en del af mængden, bange for jeg ikke skiller mig ud. Bruger tid og energi på at huske, ikke at være som de andre.
Måske jeg bare skal slappe af, bruge den energi på noget mere konstruktivt; rette fokus ud i stedet for ind - være interesseret i andre, være opsøgende.
Måske netop dét vil skille mig ud fra mængden, helt uden at jeg skal prøve så fandens hårdt.
Jeg bliver træt af at høre den samme historie fra et nyt ansigt igen og igen, har svært ved at holde koncentrationen.
Er jeg forkælet? For vandt til, at få den opmærksomhed.
Tænker; der mangler noget dynamik! Måske det bare er en dårlig undskyldning.
Jeg er bange for at blive en del af mængden, bange for jeg ikke skiller mig ud. Bruger tid og energi på at huske, ikke at være som de andre.
Måske jeg bare skal slappe af, bruge den energi på noget mere konstruktivt; rette fokus ud i stedet for ind - være interesseret i andre, være opsøgende.
Måske netop dét vil skille mig ud fra mængden, helt uden at jeg skal prøve så fandens hårdt.
Abonner på:
Opslag (Atom)
