onsdag den 8. oktober 2014

Noget om en jeg har set

Jeg observerer en pige der ligner hun har styr på det; smuk, klog, betænksom. Men anderledes. Hun griner ikke af de andres jokes. Hun er eftertænksom på en måde, der er for meget. Hun prøver ikke at være noget hun ikke er. Hun er sig selv, på godt og på ondt. Hun er udenfor; sin egen, mærkelig, ordkløver, synes det er vigtigt at rette. Tingene skal være rigtige. Jeg observerer hende som hun sidder der. Hun beder om en vegetarret, og hvisker til mig efterfølgende at hun slet ikke er vegetar, men at hun bare foretrækker grøntsager frem for kød. Når hendes mad ankommer, spiser hun ikke rigtig noget. Hun er hamrende tynd. Hendes håndled og overarme ligner en 10 årigs. Men hun virker kvikkere end det. Hun virker ikke som pigen der sulter sig selv, selvom det desværre er den første og mest åbenlyse reaktion man får, når man observerer hendes udseende. Jeg mistænker hende med det samme for, at hun kun spurgte efter vegetarretten fordi hovedretten er lasagne. Som jo er fyldt med ost og alle de farlige ting. Men i virkeligheden kender jeg hende ikke. Jeg observerer en pige, som jeg ikke har snakket med ydereligere, men alligevel godt kan skrive en længere historie om, hvis man hiver fat i alle de dømmende, generaliserende, umiddelbare karakteristika om et andet menneske. Det er det nemmeste at gøre, det kan alle. Men nu sidder jeg tilbage med en følelse af ikke at ane hvem hun er. Hvad er hendes historie? Hvorfor er hun som hun er, hvad føler og tænker hun? Det er nemt at digte sin egen historie, men kunsten ligger i rent faktisk at få den rigtige og ærlige.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar