(d.21 september 2014)
Søndag aften var vi spændte. Nervøse. Glædede os helt vildt, men vidste samtidig overhoved ikke hvad vi skulle tænke om det hele. Vi ville få nøglerne mandag morgen kl. ni, og derefter var den vores, den lille hule. Jeg tog til forelæsning kl. otte, fik med nød og næppe registreret mit fravær lidt i ni, og spurtede derefter så hurtigt cyklen ville køre mig. Og følelsen af at komme ind i MIT hjem ramte mig allerede fra opgangen af. Kunne bare mærke at det var helt rigtigt. Op og ind i lejligheden hvor K mødte mig med det største smil og et sæt nøgler og et kys. Så skulle han på arbejde, og smuttede derfor og efterlod mig alene i det store tomme rum. Hold kæft hvor var der pænt. Jeg smed mine ting og hoppede med det samme op på køkkenbordet, hvor jeg bare sad og kiggede. Mit. Vores. Det var slet ikke til at forstå.
Klip til idag:
(d.20 december 2014)
Klokken er ti minutter i ti og jeg sidder præcis samme sted, som den dag. Der er sket så meget, ved slet ikke hvor jeg skal begynde. Der er gået tre måneder og vores lille kærlighedshule er færdig. Færdig på den måde at gulvene er blevet slebet, væggene er blevet malet. Færdig på den måde at vi har fået lavet vores helt eget ‘hjemmelavede’ skideflotte køkken. Færdig på den måde at toilettet har været igennem den vildeste forvandling, så det nu afspejler os fuldstændig og er så perfekt det overhoved kunne blive. Færdig på den måde at alt er indrettet med vores møbler, vores køkkenting og vores billeder og hylder på væggene. Færdig på den måde at vi først flyttede alle K’s ting, og nu også har flyttet mine. Bare fuldstændig færdigt. Og jeg sidder igen alene og kigger på det fantastiske sted vi har bygget og skabt sammen. Alt er nøje udvalgt og tænkt over, fundet på loppemarkeder i sverige, arvestykker og bare helt plain ikea. Men det er perfekt, intet mindre. Og på den ene side som jeg havde forestillet mig, og på den anden side så langt fra det overhoved kunne komme…
Nu starter en ny epoke, og jeg kan slet ikke vente med at komme igang.
