Noget om tiden inden nu

Himlen virker større herhjemme. Skyerne er tættere på.
Som om man bare kan række hånden op og tage en af dem ned. Det ligner store bløde puder, eller kæmpemæssige bjerge i det fjerne. 

Noget om virkelighed, eller noget om en drøm

En morgen vågner jeg og stirrer op i min himmel seng. Efter et par sekunder rejser jeg mig og går op til vinduet og trækker gardinerne væk.

Det første mit øje ser, ude i horisonten, er tre små harer der hopper rundt og ser lykkelige ud. Sjældent syn tænker jeg og bliver stående og betragter dem. Det er som om de leger en leg. Hop den ene vej allesammen. Hop hop hop. Hop den anden vej allesammen. Hop hop hop. Intet formål, ingen forpligtelser.

Så trækker jeg gardinerne for igen og ligger mig under dynen og sover med det samme.

Noget om at tænke tilbage + frygten for det ukendte

Man kommer til at tænke på mange ting når der er så stille. 

Jeg tænker lige nu på Brooklyns gader, og vores lejlighed i Greenpoint. Vores lille dele-værelse, hvor E og jeg en aften havde lukket os inde fordi vi vidste der kom gæster til de andre beboere.

E står foran spejlet og tager en mørkerød læbestift på. Jeg står ovre ved vinduet hvor jeg desperat har prøvet at få lagt mine smykker og andre ting fint og overskueligt op. Prøver at finde ud af hvad jeg skal tage på, om det er for meget at tage ringe på, eller om det virker for påsat også nu når vi kommer for sent.

E: ”ej vi kan ikke gå derud… nu har de været her i i hvert fald 10 minutter,”
 ”det bliver vi nød til!” siger jeg, med frygt i stemmen. Jeg har taget en sort blonde bluse på med trekvartærmer, og samlet mit hår i nakken. E synes det er pænt, og jeg får mod til at gå ud.  ”Kom så” siger jeg og vil virke stærk, men sætter mig i stedet på sengen og betragter E der omhyggeligt ligger læbestift på, selvom hun for længst er færdig. E siger at nu synes hun det er pinligt at gå ud. Det synes jeg jo også, men det er også starten på vores eventyr tænker jeg. Vi kigger på hinanden, tæller til tre og åbner døren…..

Om L og en sort hættetrøje med lynlås

L er sur fordi jeg har taget hendes sorte hættetrøje med lynlås med mig.
"Hvornår kommer du hjem så?" skriver hun. "Lørdag" skriver jeg, og det svarer hun ikke på.

L er smuk med langt brunt hår og store brune øjne. Jeg passer på hende og beskytter hende og kan hurtigt mærke hvis hun er ked af det eller der er noget andet galt. L er stærk og inspirerer mig på mange måder, selvom hun er yngre end mig. Af samme grund er hun forevigt på min arm.

Nu er klokken tyve minutter over fem, jeg kigger til højre ud af vinduet og ser det store brusene hav i det fjerne. Det beroliger mig. Jeg må hellere skrive noget sødt til L.

Om at fem dage er lang tid

K følger mig på toget på hovedbanegården og det kører afsted mod en flot rød himmel.

Som jeg sidder der, tænker jeg på, at fem dage er lang tid, men K siger jeg skal være glad og at det er sjovt at lave film.
Det er det også og nu kan jeg få lov til at lave det jeg vil allermest og det er vildt og priviligeret og noget man skal huske sig selv på.

Så tænker jeg på at det snart bliver mørkt, at jeg er spændt og glæder mig og på at imorgen starter det hele.

Om fastelavnsboller og om at komme til at savne

En mandag køber jeg to fastelavnsboller med glasur og cykler ned til M.

Hun åbner døren med et smil. "hej" hun. "hej" siger jeg.
Der dufter af kaffe og jeg tænker på hvor meget jeg kommer til at savne hende når hun tager væk.
Hun har været på arbejde fortæller hun, og jeg kigger ud af vinduet og ned på mine hænder "jeg er blevet vaccineret i dag" er alt hvad jeg kan berette.

Vi hygger os, og spiser fastelavnsboller med glasur og drikker kaffe og solen skinner igen i dag. Det er et godt tegn.

Om at føle sig voksen på en søndag

Så K og jeg lejer en bil en søndag morgen og kører ud i verdenen. Solen skinner og livet er godt.

Helt ude i provinsen, langt væk fra de pæne og smarte mennesker, stopper vi og vil kigge på ting.
K køber mange ting og er god til at beslutte sig hurtigt. Ting er også bare pænere på ham.

Jeg køber ikke noget særligt, men føler mig glad og voksen over at være så spontan og leje en bil der først skal afleveres imorgen.

Så kører vi videre. Vi hører William Fitzsimmons, og K snakker om en koncert og en fadøl og mig i hånden. Jeg kigger på ham. Han ser koncentreret ud og pludselig drejer han hovedet og kigger på mig med sine mørkebrune øjne og smiler og jeg tænker på hvor pæn han er med sit halvlange pjuskede brune hår, skæg og tilfældige udseende.

K vil høre Wild Horses med Rolling Stones og så tænker jeg på hvor heldig og priviligeret jeg er.

Noget om en lørdag morgen

Jeg går der, på de små stille villaveje en lørdag morgen og tænker på at sige - til hvem der end styrer det - at det ville hjælpe en hel del på mange menneskers lørdag morgen, hvis solen bare kiggede en lille smule frem.

Det gør den ikke denne lørdag morgen.

Men det er lunt og jeg tænker på K og på livet og på hvor dejlig fremtiden bliver. Vi går så mange gode ting i møde.

Så kommer bussen drejene om hjørnet og jeg sætter mig på den allerforreste plads, der hvor M hader at sidde fordi hun synes man ikke har noget udsyn. Jeg synes det er okay og kigger ind i væggen foran mig og tænker på hvor meget rarere sådan en lørdag morgen er, når ens hoved ikke banker som en sindssyg og man ikke kan indtage normal føde før kl. 15.

Og så er bussen nået tilpas væk fra byen, og jeg står af.

Noget om København i solens stråler

Jeg skal ikke noget før kl. 15 i dag. Det giver mig en enorm ro, men samtidig kan jeg allerede nu mærke rastløsheden nede i fødderne. Jeg skal huske at holde den væk.

Døren er åben ud til verden og jeg kan mærke den kolde brise der let rammer mine kinder mens jeg trygt ligger under dynen.

K gik meget tidligt, og jeg savner ham. Det er nok svært at forstå, men jeg har det bedst når vi er sammen.

Jeg har en sjov vane med, at tænke på vejret som noget af det første når jeg vågner. "Gad vide om det er godt vejr idag?" spørger jeg K der ligger ved min side, og han griner og synes jeg er lidt åndsvag tror jeg. "Men det er da vigtigt" siger jeg til ham, farer ud af sengen og ruller gardinerne op.

Puha, i dag ser det godt ud. Hvis vi er heldige bliver København smuk idag. København er så smuk i solens stråler.

Om at være tyve år + et evigt inspirerende billede

Jeg har levet i tyve år. Når jeg tænker på det, bliver jeg skræmt. Jeg synes det er svært at tænke på at man snart skal være voksen. Nej det er løgn. Jeg synes det er svært at tænke på at jeg er voksen. I hvert fald snart.. 

K siger han er stolt af, at jeg bliver skræmt af, at jeg udvikler mig. Det er sjovt at han har det sådan, men jeg forstår ham godt. Det kræver ret meget at erkende at det er okay og at man måske skal være lidt skræmt og tage sig i agt for den voksne verden. Måske mere konkret tanken om at være skræmt af at udvikle sig. Giver det mening? 

Jeg kan ikke sætte præcise ord på, hvorfor dette billede inspirerer mig gang på gang på gang. 

Det minder mig om at være ung, naiv og tro på at det hele nok skal gå. Det er fantasitske minder og associationer der kommer til mig i forbindelse med billedet. I andres hoveder måske lidt underligt, men for mig siger det utrolig meget. 

Om at have uro i hjernen og brug for at komme ud med noget…..

Februar 2014. Knapt 2 år siden jeg sidst lagde mine åndsvage og ligegyldige tanker ud offentligt. Dog til tider utroligt savnet og til tider nok også ret givende at få det gjort.

Nu prøver jeg igen. Mest af alt af den årsag, at jeg har uro i hjernen og i mit indre og synes det kan være svært at skelne dage, følelser, mennesker med hinanden.  Og til tider finde mening med det hele.

Derfor kan det hjælpe at få det ud på skrift og se det hele sort på hvidt. Hensigten med denne offentlige dagbog er primært at hjælpe mig selv. For at dele mine tanker, følelser, ligegyldigheder, sorger, glæder, inspirationskilder osv. osv. osv.

Velkommen til mit liv!