Noget om en lørdag morgen

Jeg går der, på de små stille villaveje en lørdag morgen og tænker på at sige - til hvem der end styrer det - at det ville hjælpe en hel del på mange menneskers lørdag morgen, hvis solen bare kiggede en lille smule frem.

Det gør den ikke denne lørdag morgen.

Men det er lunt og jeg tænker på K og på livet og på hvor dejlig fremtiden bliver. Vi går så mange gode ting i møde.

Så kommer bussen drejene om hjørnet og jeg sætter mig på den allerforreste plads, der hvor M hader at sidde fordi hun synes man ikke har noget udsyn. Jeg synes det er okay og kigger ind i væggen foran mig og tænker på hvor meget rarere sådan en lørdag morgen er, når ens hoved ikke banker som en sindssyg og man ikke kan indtage normal føde før kl. 15.

Og så er bussen nået tilpas væk fra byen, og jeg står af.