Tilbage i marts skrev jeg et indlæg med overskriften; "Noget om lykke i bælgmørke" Det lød sådan her:
En aften, lige ind jeg falder i søvn, tænker jeg på hvor opløftende fremtiden er.
Jeg har netop, for få timer siden, fået noget spændene, frygtindgydende og angstprovokerende sendt ud i den store verden, og så kan man ikke andet end at håbe fra nu.
I virkeligheden burde jeg være træt og udmattet, oven på dagens begivenheder, og tiden taget i betragtning.
Men jeg ligger med lyset slukket, bælgmørkt, og smiler stort. Jeg er meget lykkelig, netop i dette moment, denne aften, i denne seng.
Det der var så spændene, frygtindgydende og angstprovokerende er nu blevet virkelighed.
En dag i juli får jeg nemlig en mail, der fortæller, at det er lykkedes. En mail der bekræfter mig i, at jeg i princippet ved hvad jeg skal fra nu og de næste 5 år frem. Det gør mig så uendelig glad, men også forvirret og bange. Tænk det lykkedes. Tænk jeg kunne? Mig, helt selv. Jeg er stolt af mig selv. Det er længe siden, at noget er lykkedes på den den måde.
torsdag den 31. juli 2014
Noget om en smuk mand
Da K skal til at gå en morgen, kan jeg mærke det begyndende savn, allerede mens vi stadig ligger i sengen. Det er en rigtig dårlig evne jeg har. Jeg bliver klistret og skal helst ligge med arme og ben rundt om ham, de sidste ti minutter inden han rejser sig og begynder at tage tøj på. Heldigvis har han det på samme måde, det er i hvert fald hvad han siger til mig.
Efter at have nydt at se ham klæde sig på, forsvinder han ud på toilettet nogle minutter for at børste tænder. Da han kommer ind igen, sætter han sig på sengen og kysser mig. "Vi ses snart" siger han.
Jeg hører ham gå ned af trapperne og ud af hoveddøren. Jeg rejser mig fra sengen og går ud på terrassen for lige at have ham et minut mere.
Der står han og låser sin cykel op. Smukke mand, med de flotte brune øjne og det halvlange pjuskede brune hår. Nu har han taget solbriller på, og er i gang med at tænde en cigaret. Jeg kan ikke lade være med at fløjte så han kigger op, og med det samme han ser mig, smiler han.
Så hopper han op på cyklen og vinker en enkelt gang. Og så er han væk.
Efter at have nydt at se ham klæde sig på, forsvinder han ud på toilettet nogle minutter for at børste tænder. Da han kommer ind igen, sætter han sig på sengen og kysser mig. "Vi ses snart" siger han.
Jeg hører ham gå ned af trapperne og ud af hoveddøren. Jeg rejser mig fra sengen og går ud på terrassen for lige at have ham et minut mere.
Der står han og låser sin cykel op. Smukke mand, med de flotte brune øjne og det halvlange pjuskede brune hår. Nu har han taget solbriller på, og er i gang med at tænde en cigaret. Jeg kan ikke lade være med at fløjte så han kigger op, og med det samme han ser mig, smiler han.
Så hopper han op på cyklen og vinker en enkelt gang. Og så er han væk.
Om unødvendig bekymring
Jeg vågner allerede klokken lidt over fem.
Min første indskydelse er, at jeg vågner fordi der er for koldt i værelset. K og jeg lod altandøren stå åben i går aftes, men nu er det alt for koldt.
Men som jeg langsomt kommer til mig selv går det op for mig, at jeg hverken vågner fordi det er for koldt, eller fordi jeg ikke er træt mere, men fordi der sidder en lille prik af uro inden i min krop, der ikke kan holde den i ro.
Jeg sætter mig op i sengen, prøver at finde ud af hvad prikken betyder. Jo mere min hjerne vågner, jo større vokser prikken sig. Og pludselig ved jeg hvad jeg spekulerer over;
Hvorfor er L ikke kommet hjem?
Jeg står ud af sengen og går ind på hendes værelse. Lyset er stadig tændt. Vinduet åbent. Fuglene udenfor er så småt ved at vågne også, og deres kvidren bliver højere og højere. Hvor kan hun være?
Ud på gangen igen, ned af trappen. Der står hendes hvide nike sko. Er hun i huset? Prikken bliver større, bekymringen vokser i min trætte krop. Er det for meget at ringe til hende? Jeg kender godt svaret, og beslutter mig for at gå tilbage i seng.
Oppe på værelset ligger K og sover trygt. Synet beroliger mig lidt, men jeg kan ikke falde i søvn. Nu er klokken snart halv seks. Min krop føles stiv og min vejrtrækning virker som om den kører sit eget liv.
Hvad hvis der er sket hende noget? Hvad hvis hun var på vej hjem, men nogen ville hende ondt?
Tanken gør så ondt, at jeg ikke kan kan lade være. Jeg tager min telefon, skriver "Kommer du hjem og sover?" Ventetiden derefter er enorm. Næsten endnu værre end før, nu er der chance for at hun aldrig svarer, og at mine bekymringer bliver virkeliggjort. Men et minut efter svarer hun; "Nej, sover hos C. Godnat"
OG med ét slipper hele min krop den, efterhånden store prik og jeg for kontrol igen. Selvfølgelig sover hun der. Når det står dér, på skrift og er bekræftet, giver det så meget mening. Men min hjerne kan ikke selv rationalisere. Pokkers.
Mine øjne bliver med det samme tunge, jeg vender mig om mod K og falder i en tryg og drømmefyldt søvn.
Min første indskydelse er, at jeg vågner fordi der er for koldt i værelset. K og jeg lod altandøren stå åben i går aftes, men nu er det alt for koldt.
Men som jeg langsomt kommer til mig selv går det op for mig, at jeg hverken vågner fordi det er for koldt, eller fordi jeg ikke er træt mere, men fordi der sidder en lille prik af uro inden i min krop, der ikke kan holde den i ro.
Jeg sætter mig op i sengen, prøver at finde ud af hvad prikken betyder. Jo mere min hjerne vågner, jo større vokser prikken sig. Og pludselig ved jeg hvad jeg spekulerer over;
Hvorfor er L ikke kommet hjem?
Jeg står ud af sengen og går ind på hendes værelse. Lyset er stadig tændt. Vinduet åbent. Fuglene udenfor er så småt ved at vågne også, og deres kvidren bliver højere og højere. Hvor kan hun være?
Ud på gangen igen, ned af trappen. Der står hendes hvide nike sko. Er hun i huset? Prikken bliver større, bekymringen vokser i min trætte krop. Er det for meget at ringe til hende? Jeg kender godt svaret, og beslutter mig for at gå tilbage i seng.
Oppe på værelset ligger K og sover trygt. Synet beroliger mig lidt, men jeg kan ikke falde i søvn. Nu er klokken snart halv seks. Min krop føles stiv og min vejrtrækning virker som om den kører sit eget liv.
Hvad hvis der er sket hende noget? Hvad hvis hun var på vej hjem, men nogen ville hende ondt?
Tanken gør så ondt, at jeg ikke kan kan lade være. Jeg tager min telefon, skriver "Kommer du hjem og sover?" Ventetiden derefter er enorm. Næsten endnu værre end før, nu er der chance for at hun aldrig svarer, og at mine bekymringer bliver virkeliggjort. Men et minut efter svarer hun; "Nej, sover hos C. Godnat"
OG med ét slipper hele min krop den, efterhånden store prik og jeg for kontrol igen. Selvfølgelig sover hun der. Når det står dér, på skrift og er bekræftet, giver det så meget mening. Men min hjerne kan ikke selv rationalisere. Pokkers.
Mine øjne bliver med det samme tunge, jeg vender mig om mod K og falder i en tryg og drømmefyldt søvn.
onsdag den 16. juli 2014
Om at være for lykkelig
Tidligere i dag står jeg i en boghandler. Jeg kom for at finde en bog, men den er udsolgt. Jeg kigger de andre bøger igennem og falder over én, der hedder noget i retning af at være for lykkelig.
K og jeg snakker tit om, at føle man har det for godt. Det lyder dumt.
Men følelsen af, at man står i gæld til livet. At man ikke har fortjent det. Hvorfor har man det perfekt? Hvornår går det den anden vej- hvorfor er jeg aldrig ked af det?
OG SÅ begynder hjernen at køre ud på et sidespor, så bliver små ting pludselig meget store, alt for store. Og ting bliver uvirkelige…
Det er vigtigt at værdsætte alt det gode, vi er fandme priviligerede (siger jeg til min hjerne, og den forstår det jo godt, og så alligevel et øjeblik efter styrer den igen)
Det lyder så dumt. Jeg føler mig virkelig FOR lykkelig.
K og jeg snakker tit om, at føle man har det for godt. Det lyder dumt.
Men følelsen af, at man står i gæld til livet. At man ikke har fortjent det. Hvorfor har man det perfekt? Hvornår går det den anden vej- hvorfor er jeg aldrig ked af det?
OG SÅ begynder hjernen at køre ud på et sidespor, så bliver små ting pludselig meget store, alt for store. Og ting bliver uvirkelige…
Det er vigtigt at værdsætte alt det gode, vi er fandme priviligerede (siger jeg til min hjerne, og den forstår det jo godt, og så alligevel et øjeblik efter styrer den igen)
Det lyder så dumt. Jeg føler mig virkelig FOR lykkelig.
mandag den 14. juli 2014
Noget om regn
En morgen vågner jeg og kigger på uret. 09.30. Jeg plejer altid at have en idé om, hvad klokken er når jeg vågner, men denne morgen er jeg lidt omtumlet og overrasket over tiden.
Jeg sætter mig op i de hvide dyner, har lyst til at blive liggende. Der er helt gråt i værelset, jeg kan høre en svag summen nedefra. Der er nogle hjemme. Det regner. Det regner som i en regn, der vil blive ved hele dagen, men jeg synes nu det er meget rart. Så er det okay at ligge sig tilbage og drømme lidt endnu.
Jeg beslutter mig for, at jeg senere vil gå ud i det, gå en tur og nyde det. Jeg skal også hente en pakke.
søndag den 13. juli 2014
Om tiden der går
Det skal ikke være et press at skrive herinde, det er det heller ikke, men det må det ikke blive.
Flere gange har jeg åbnet op for den blanke side, skrevet nogle linjer, for så at fortryde og slette dem igen. Der er sket meget de sidste par måneder, og samtidig er alt præcis det samme.
Tiden går og går og går. OG JEG SKAL FLYTTE SAMMEN MED MIN STORE KÆRLIGHED.
K.
Jeg tager mig selv i at tænke; "jeg elsker ham mere for hver dag der går". I dag var jeg lige ved at græde, blot ved tanken om hvis han ikke var her. Eller hvis han pludselig indser, at det ikke er mig han vil have? Jeg er afhængig af det, af ham, af det vi har, nu. Ingen vej tilbage. Og nu skal vi skabe noget sammen. En redde, et hjem - vi har købt en grå sofa og 6 spisebordstole der står ude i det lille røde hus og venter på vi flytter ind og jeg glæder mig. Helt ind i hjertet.
Flere gange har jeg åbnet op for den blanke side, skrevet nogle linjer, for så at fortryde og slette dem igen. Der er sket meget de sidste par måneder, og samtidig er alt præcis det samme.
Tiden går og går og går. OG JEG SKAL FLYTTE SAMMEN MED MIN STORE KÆRLIGHED.
K.
Jeg tager mig selv i at tænke; "jeg elsker ham mere for hver dag der går". I dag var jeg lige ved at græde, blot ved tanken om hvis han ikke var her. Eller hvis han pludselig indser, at det ikke er mig han vil have? Jeg er afhængig af det, af ham, af det vi har, nu. Ingen vej tilbage. Og nu skal vi skabe noget sammen. En redde, et hjem - vi har købt en grå sofa og 6 spisebordstole der står ude i det lille røde hus og venter på vi flytter ind og jeg glæder mig. Helt ind i hjertet.
Abonner på:
Opslag (Atom)