Tidligere i dag står jeg i en boghandler. Jeg kom for at finde en bog, men den er udsolgt. Jeg kigger de andre bøger igennem og falder over én, der hedder noget i retning af at være for lykkelig.
K og jeg snakker tit om, at føle man har det for godt. Det lyder dumt.
Men følelsen af, at man står i gæld til livet. At man ikke har fortjent det. Hvorfor har man det perfekt? Hvornår går det den anden vej- hvorfor er jeg aldrig ked af det?
OG SÅ begynder hjernen at køre ud på et sidespor, så bliver små ting pludselig meget store, alt for store. Og ting bliver uvirkelige…
Det er vigtigt at værdsætte alt det gode, vi er fandme priviligerede (siger jeg til min hjerne, og den forstår det jo godt, og så alligevel et øjeblik efter styrer den igen)
Det lyder så dumt. Jeg føler mig virkelig FOR lykkelig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar