Min første indskydelse er, at jeg vågner fordi der er for koldt i værelset. K og jeg lod altandøren stå åben i går aftes, men nu er det alt for koldt.
Men som jeg langsomt kommer til mig selv går det op for mig, at jeg hverken vågner fordi det er for koldt, eller fordi jeg ikke er træt mere, men fordi der sidder en lille prik af uro inden i min krop, der ikke kan holde den i ro.
Jeg sætter mig op i sengen, prøver at finde ud af hvad prikken betyder. Jo mere min hjerne vågner, jo større vokser prikken sig. Og pludselig ved jeg hvad jeg spekulerer over;
Hvorfor er L ikke kommet hjem?
Jeg står ud af sengen og går ind på hendes værelse. Lyset er stadig tændt. Vinduet åbent. Fuglene udenfor er så småt ved at vågne også, og deres kvidren bliver højere og højere. Hvor kan hun være?
Ud på gangen igen, ned af trappen. Der står hendes hvide nike sko. Er hun i huset? Prikken bliver større, bekymringen vokser i min trætte krop. Er det for meget at ringe til hende? Jeg kender godt svaret, og beslutter mig for at gå tilbage i seng.
Oppe på værelset ligger K og sover trygt. Synet beroliger mig lidt, men jeg kan ikke falde i søvn. Nu er klokken snart halv seks. Min krop føles stiv og min vejrtrækning virker som om den kører sit eget liv.
Hvad hvis der er sket hende noget? Hvad hvis hun var på vej hjem, men nogen ville hende ondt?
Tanken gør så ondt, at jeg ikke kan kan lade være. Jeg tager min telefon, skriver "Kommer du hjem og sover?" Ventetiden derefter er enorm. Næsten endnu værre end før, nu er der chance for at hun aldrig svarer, og at mine bekymringer bliver virkeliggjort. Men et minut efter svarer hun; "Nej, sover hos C. Godnat"
OG med ét slipper hele min krop den, efterhånden store prik og jeg for kontrol igen. Selvfølgelig sover hun der. Når det står dér, på skrift og er bekræftet, giver det så meget mening. Men min hjerne kan ikke selv rationalisere. Pokkers.
Mine øjne bliver med det samme tunge, jeg vender mig om mod K og falder i en tryg og drømmefyldt søvn.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar