Om tiden der går

Det skal ikke være et press at skrive herinde, det er det heller ikke, men det må det ikke blive. 

Flere gange har jeg åbnet op for den blanke side, skrevet nogle linjer, for så at fortryde og slette dem igen. Der er sket meget de sidste par måneder, og samtidig er alt præcis det samme.

Tiden går og går og går. OG JEG SKAL FLYTTE SAMMEN MED MIN STORE KÆRLIGHED.

K.

Jeg tager mig selv i at tænke; "jeg elsker ham mere for hver dag der går". I dag var jeg lige ved at græde, blot ved tanken om hvis han ikke var her. Eller hvis han pludselig indser, at det ikke er mig han vil have? Jeg er afhængig af det, af ham, af det vi har, nu. Ingen vej tilbage. Og nu skal vi skabe noget sammen. En redde, et hjem - vi har købt en grå sofa og 6 spisebordstole der står ude i det lille røde hus og venter på vi flytter ind og jeg glæder mig. Helt ind i hjertet.