En mandag aften ved jeg ikke hvad jeg skal stille op.
K's lejlgihed er fyldt med mennesker. Som jeg jo godt kender.
Men pludselig føler jeg mig uendeligt udenfor,
og ser det ikke som noget mulighed at komme ind igen.
Og det værste er næsten, at det hele forgår oppe i mit eget hoved.
Men de snakker om Noma og dyre restaurenter de lige har spist på,
om vinen og menuen og deres jobs og biler og sommerhuse og de
er alle fem-ti år ældre end mig og jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre.
Jeg ved ikke hvor jeg skal stille mig, eller hvad jeg skal sige.
Jeg vil så inderligt gerne. For K- jeg kan jo se hvor meget kan nyder det,
hans venner. Og jeg føler jeg prøver men jeg ved jeg ikke gør.
Og "jo, de ER jo søde, jeg kan sagtens se det" siger jeg til K,
og føler mig til grin, som en lille pige der er til fest med de voksne,
som fluen på væggen der aldrig bliver mere end det.
Og når vi så ligger i sengen om aftenen, rammer skuffelsen over mig selv,
skyldfølelsen, og ærgrelsen mig og så bryder det hele sammen.
Hvorfor skal jeg være sådan? Hvorfor kan jeg ikke slappe af, snakke,
konverserer, være mig selv som alle de andre?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar