Om at køre mod verdens ende

Jeg vågner en morgen og får et sjok da jeg trækker gardinerne væk. Det er så diset og tåget at man ikke kan se mere end to meter frem.

I går kunne jeg se havet lang ude i horisonten, i dag kan jeg ingenting se.
Med det samme tænker jeg på, at netop dette moment er noget jeg aldrig ville opleve derhjemme.

Jeg bliver nostalgisk ved synet. Jeg bliver også en smule melankolsk. Savner K, hans krop, at ligge i hans trygge arme. 

Senere samme eftermiddag kører jeg mod verdens ende. Skræmmende og underligt opløftende på samme tid.