Jeg tager fra K omkring klokken ti.
Han tog på arbejde nogle timer forinden. Han har givet mig nogle bøger, som jeg allerede nu, trods jeg kun er få sider inde, finder inspirerende.
Jeg går henover den lille baggård, over til min cykel og låser op. Jeg har den lyse trenchcoat på, og bliver overrasket over hvor lunt det er, sådan en formiddag i april. Det får mig til at stoppe helt op, og - som så mange gange før - tænke på vejret.
Da K og jeg et par timer tidligere lå nøgne og holdte om hinanden i hans varme seng og snakkede om varm kakao og en hel dag i sengen, stod regnen ned i stænger.
Man kan stadig fornemme den våde asfalt i baggården, men nu skinner solen. Jeg tror jeg er glad, men jeg kan ikke helt finde ud af det. Det er som om min hjerne gerne vil snyde mig til at tro at jeg ikke er.
Cyklen kører nærmest af sig selv gennem byen, og morgenstemningen der plejer at ligge over byen indtil omkring klokken ni, har langsomt forvandlet sig til formiddagsstemning.
Jeg kan bedre lide morgenstemningen. Følelsen af, at alle er på vej et sted hen, og at der er gang i byen på en anden måde. Der dufter også anderledes på gaderne. Men det er længe siden jeg har oplevet den.
Så når jeg hjem, og har i mellemtiden besluttet mig for at min hjerne ikke skal vinde, ikke skal få lov at snyde mig. Og imorgen vil jeg ud i morgenstemningen i stedet for formiddagsstemningen, hvis det er dét jeg bedst kan lide. Og det er det jo.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar