Om en almindelig morgen, set med forelskede øjne

Vækkeuret ringer klokken otte. Jeg vågnede allerede halv syv, men faldt i søvn igen.
Nu er det lidt sværere at vågne. K sætter sig med det samme op og slukker uret. Det ville ikke ligne ham at lade det ringe mere end et par sekunder. Jeg halvsover stadig og vender mig rundt og kigger ind i et par trætte men uendelig smukke brune øjne og pludselig er det svært ikke at smile.

K åbner op for sin varme tunge dyne og en duft af ham og morgen strømmer til mig og gør mig tryg.
Jeg kravler ind til ham og omsluttes af hele hans krop. Der findes intet bedre tænker jeg og smiler med ryggen til ham.

Jeg falder i en let søvn, og ligger nok ikke mere end fem-ti minutter, da K pludselig slår dynen væk og sætter sig op. Han må afsted, jeg ved det jo godt, og alligevel mærker jeg et lillebitte stik.

Hvorfor er det eneste jeg har lyst til, bare at ligge i hans arme og drømme?

Han rejser sig nøgen op og går over til kommoden. Jeg kan ikke lade være med at studere hans krop som han står dér, og trods jeg efterhånden kender den bedre end min egen, smiler jeg ved tanken om at alt det er mit. Han finder tøj - grå t-shirt, lyse halvstramme cowboybukser, en cremehvid skjorte udover.

Enten er jeg uendelig forelsket og svæver højere end den højeste sky, eller også er K den mest perfekte mand der findes. Jeg kan ikke finde ud af det, men jeg tror det er en blandning.

Og så, et øjeblik efter, sidder han lige ved siden af mig og hvisker "jeg elsker dig, elsker dig, elsker dig"

Så er han væk. Og jeg er forfærdelig lykkelig.