Om S og en café nede om hjørnet

Jeg møder S ved halvtotiden på en café nede om hjørnet. Smukke smukke S, der med sit lyse hår, store blå øjne og lange tynde ben ligner en model som hun kommer gående imod mig.

Det er gråt i vejret, men ikke i mit indre.

Vi drikker mangojuice og snakker længe om alt og intet og jeg kan mærke jeg har savnet hende.

På vejen hjem går jeg og tænker på at jeg skal se S noget mere. I en periode så vi hinanden hver dag, hun var den tætteste jeg havde. Nu er det lidt anderledes, men bestemt ikke på en dårlig måde. Jeg har bare savnet hende, og det er der i grunden ikke noget galt med, det må være et godt tegn.

Så ringer min telefon netop som jeg når K's lejlighed. Det er et glædeligt opkald, og pludselig ser alting ikke så gråt ud længere.